Just Eat gør klar til milliardstor børsnotering i London

Just Eat, som oprindeligt blev stiftet i Danmark, gør klar til at hente milliarder på børsen i London.

Foto: Andreas Beck
Just Eat, der blev stiftet i Danmark i 2001, men i dag er en del af Londons iværksættermiljø, gør sig klar til en børsnotering i London i april eller maj i år. Det erfarer den britiske finansavis Financial Times.

Børsnoteringen ventes at indbringe Just Eat i størrelsesordenen 700 til 900 millioner pund eller seks til otte milliarder kroner.

Just Eat har gjort en forretning ud af at formidle bestilling af take away på nettet. I dag er Just Eat den største online take away-bestillingsvirksomhed i Storbritannien og opererer i 13 lande.

I 2012 voksede selskabets omsætning med 77 pct. til godt en halv milliard kroner, mens årets resultat blev et underskud på mere end 80 millioner kroner. Ifølge Financial Times ventes omsætning har have rundet 100 millioner pund eller mere end 900 millioner kr. i 2013, men avisen ikke skriver noget om forventningerne til årets resultat.

Just Eat er i dag ejet af fem venturefonde, Index Ventures, Greylock Partners, Redpoint Ventures, SM Trust og Vitruvian Partners. Derudover ejer ledelsen og en række private investorer aktier i selskabet.

Ifølge Financial Times oplysninger er ejernes plan at nøjes med at sende ti pct. af aktierne ud i fri handel på børsen.

Børsnoteringen vil ifølge Financial Times gøre ankermanden bag Just Eat Klaus Nyengaard til millionær. Klaus Nyengaard var chef for virksomheden, indtil han vendte hjem til Danmark for et lille års tid siden.

Også Just Eats nuværende topchef David Buttress, der kom til virksomheden fra Coca-Cola i 2006, og selskabets CFO Michael Wroe står til at få millioner ind på bankbogen som følge af børsnoteringen, skriver Financial Times.

Just Eat har ikke villet kommentere historien over for Financial Times.