En flodbølge af retssager truer med at ramme den danske medicinalgigant Novo Nordisk i USA.

Her står stadig flere advokater klar med det tunge skyts for selv at score kassen og samtidig sikre erstatning til deres kunder, der har fået følgevirkninger ved at bruge Novo Nordisks diabetesmedicin Ozempic.

»Det er endnu tidligt, men jeg formoder, at det vil tage fart set i lyset af antallet af personer, der bruger disse midler, og opmærksomheden fra Hollywood, hvor så mange berømtheder bruger midlet. Samtidig ser vi et stadig voksende antal bivirkninger,« siger den amerikanske advokat Matthew Dolman, der er indehaver af Dolman Law Group, til Finans.

Han vurderer selv, at hans andel af erstatningssummen i hver sag for de lige nu flere end 130 amerikanere, som han repræsenterer, kan udgøre 100.000-150.000 dollar, altså op til en million kroner.

Novo Nordisks salg af Ozempic og Wegovy mod diabetes og svær overvægt er eksploderet i USA. Selskabet har afvist påstandene om, at indlægssedlen i medicinen ikke tilstrækkeligt skulle oplyse om bivirkningerne ved at bruge midlerne, men ønsker ikke at kommentere muligheden for en stribe flere retssager.

Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg har Novo Nordisk siden 2021 været involveret i et stigende antal retssager. Alene i år gælder det 68 sager mod 29 sidste år.

Sideløbende forsøger konkurrerende medicinalselskaber at presse patentbeskyttelsestiden på Novo Nordisks produkter, så de selv kan få pendanter bragt på markedet og deltage i den overvældende interesse.

Den tidligere danske topchef i den israelske medicinalgigant Teva, Kåre Schultz, opfordrer Novo Nordisk til at forholde sig »ekstremt varsomt«.

»Hvis du er helt overdrevet i at overholde alle love og regler, så skaber du et vist forsvar. Du kommer stadig til at betale. Du kommer stadig til at lave forlig. Men så er der større odds for, at du måske vinder tre af fire retssager og dermed får forhandlet prisen lidt ned,« siger han til Finans.