Juridisk ansvar og moralsk ansvar

Uanset udfald har pensionsselskaberne en rigtig dårlig sag, der enten koster milliarder af kroner eller koster på tillidsbarometeret.

Jens Chr. Hansen, Erhvervkommentator Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om danskerne har sparet pænt over 3.000 milliarder kroner op til pensionen, har emnet pensionsopsparing aldrig fået et folkeligt gennembrud. Danskerne orker ikke at tale om pension og pensionsordninger. Og orker i hvert fald slet ikke at sætte sig ind i det, der er »skrevet med småt« i de svært gennemskuelige pensionspapirer.

Og det kan nu paradoksalt vise sig som en fordel for den efterhånden meget store pensionssektor. Den kan begrænse »skaderne«. Den manglende interesse er i hvert fald en fordel på den korte bane, mens det kan koste tab af tillid på den lange bane. Den folkelige ligegyldighed betyder nemlig, at den meget principielle retssag, som verserer ved Østre Landsret med lægen Helge Gøttsche i centrum, glider under den helt store offentlige radar, når den endelige dom fældes om nogle måneder.

Det er heldigt for pensionssektoren. Uanset udfald har pensionsselskaberne en rigtig dårlig sag, der enten koster milliarder af kroner eller koster på tillidsbarometeret.

Det kan sagtens tænkes, at Helge Gøttsche får ret i, at han i sin tid mundtligt blev lovet et årligt renteafkast på mindst 4,5 procent, men at pensionsselskaberne har juraen på deres side, at Gøttsche og de andre tusindvis af kunder ikke har læst »det med småt«, at pensionssektoren således vinder sagen ved domstolene og dermed kan afvise Helge Gøttsches krav. En vunden sag i retssalen kan imidlertid hurtigt blive en tabt moralsk sag i offentligheden.

Risikoen er nemlig, at en juridisk sejr forvandles til et moralsk nederlag. Det koster på brandværdi, det koster på imaget, og dermed koster det fremover på kundernes tillid til pensionshusene.

Journalist Povl Dengsøe fra Berlingske Business har fulgt denne sag igennem flere år og har også fulgt sagen til dørs ved Østre Landsret. Han har talt med branchen selv, som selvfølgelig afviser alle krav. Men hvad der måske er mere interessant, så har han også talt med nogle af de nøglepersoner, som i sin tid konkret sad over for kunderne og solgte de famøse rentegarantiprodukter. Læs hosstående interview med en af de mest garvede på området, assurandør Paul Erik Christensen. Han har i hvert fald ikke været i tvivl.

Sagen handler i korthed om, hvorvidt selskaberne i sin tid solgte pen-sionsordninger med rentegaranti eller med en ydelsesgaranti. Der er store penge til forskel. Samlet set vurderes det, at pensionsselskaberne, hvis de taber sagen, skal ompostere 20 milliarder kroner til pensionsopsparere med rentegaranti. Overordnet kan man sige, at pensionshusene nu engang kun har de penge, de har, og skal der således overføres 20 milliarder kroner til én gruppe pensionsopsparere, de ældre med rentegarantier, skal der tages et tilsvarende beløb fra andre kundegrupper. Typisk fra de reserver som samtlige kundegrupper har været med til at spare op, og dermed bliver der således et mindre afkast til de yngre pensionsopsparere. Altså et ømfindtligt omfordelingsspørgsmål.

Den folkelige ligegyldighed medfører, at sektoren sandsynligvis vil undgå at blive mødt af noget, der kunne minde om en folkelig opstand. Men tilbage står altså risikoen for en mistillid til pensionshusene, som gør kommunikationen mellem sektoren og dens kunder sværere fremover. Det er pokkers ærgerligt. Det danske pensionssystem som helhed vurderes internationalt som et af de allerbedste i verden.

Alle de fine internationale titler kan den enkelte pensionsopsparer dog ikke bruge til noget. En af dem er lægen Helge Gøttsche.