Jubii-ejere købte hul i jorden

En omsætning på 34 mio. kr. og et underskud på 26 mio. kr. De nye Jubii-ejere har købt en gedigen underskudsforretning. Også i 2009 vil bundlinjen bløde.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Genrejsningen af den danske internetpioner Jubii midt i en recession har lange udsigter. Udgangspunktet for de nye ejere har været et stort hul i jorden og et overraskende svagt annoncemarked, gør ikke opgaven lettere.

Ifølge det netop offentliggjorte regnskab for 2008 omsatte internetportalen for 34,3 mio. kr. i 2008, sammenlignet med 45,6 mio. året forinden, mens underskuddet landede på 25,6 mio. kr.

I 2008 var Jubii en del af den tyske koncern Lycos, men som Berlingske Business kun berette blev virksomheden i december købt af en gruppe danske investorer med den daværende direktør Peter Lundsgaard i spidsen.

”Vi mener jo ikke, at det er et hul i jorden. Vi er et andet selskab i dag end det selskab, vi købte. Som en del af en kæmpe koncern var vi tvunget ind i projekter, som virksomheden i virkeligheden ikke havde brug for. Vi havde mere end hundrede mand siddende i Tyskland og 250 i Armenien,” siger Peter Lundsgaard, der i dag fungerer som bestyrelsesmedlem i Jubii. Han lægger dog ikke skjul på, at de meget dårlige regnskabstal fra hans tid som direktør i det tyske generer ham.

”Det er da skide irriterende at kigge på de tal. Det var jo også derfor, at jeg valgte at købe selskabet,” siger Peter Lundsgaard. Han er tilfreds, hvis Jubii i 2009 kan fastholde omsætningen fra 2008.

”2009 bliver et hårdt år for os alle. Ingen tvivl om det. Alle er blevet overrasket over udviklingen på annoncemarkedet. Samtidig giver det os muligheden for at tilpasse virksomheden, og det har vi gjort,” siger Peter Lundsgaard og oplyser, at man har et markant lavere omkostningsniveau i dag, end da man var en del af den tyske virksomhed. Alligevel vil der også i 2009 være markant underskud i Jubii.

”Jeg vil godt love, at vi kan mere end halvere underskuddet i år. Men vi går ikke i plus, og det havde vi heller ikke regnet med,” siger Peter Lundsgaard, der til gengæld venter positive regnskabstal i 2010.

”Selvfølgelig har det kostet os penge at løsrive os for Lycos. Men det er lykkedes os at gøre på to en halv måned. Det er jeg meget tilfreds med,” siger Peter Lundsgaard, og peger på, at Jubii har sat en lang række nye projekter i gang, der skal være med til at gøre den gamle internetstolthed til en dansk succes igen.