Jorden brænder under Pandora-chef efter katastrofemelding

Mens kursnedturen i Pandora fortsætter, hagler kritikken ned over selskabet. Flere tvivler nu på, at Anders Colding Friis er den rette chef for det verdenskendte smykkemærke.

Pandora-topchef Anders Colding Friis er under pres efter ny kursmassakre. Arkivfoto: Linda Kastrup
Læs mere
Fold sammen

Det var næsten ikke til at tro den meddelelse, som tikkede ind fra smykkevirksomheden Pandora sent mandag. Endnu en nedjustering og endnu en kæmpe skuffelse fra virksomheden, der engang var en af aktiemarkedets yndlinge, og som for blot halvandet år siden var mere end 100 mia. kr værd.

I dag er virkeligheden en anden. Tirsdag blev Pandora udsat for endnu en kursmassakre, da aktien faldt med over 24 pct. De plagede aktionærer måtte derfor se over 11,5 mia. kr. af deres værdi forsvinde fra virksomheden, som nu blot er knap 36 mia. kr. værd.

Og blandt de mange, som følger Pandora, blev der ikke sparet på kritikken. Især topchef Anders Colding Friis må stå på mål for investorernes vrede.

»Det er et dybt skuffende resultat, og det er problematisk, at Pandora nedjusterer så kort tid efter, de finansielle målsætninger blev meldt ud på kapitalmarkedsdagen,« siger Claus Wiinblad, vicedirektør i ATP, til Berlingske.

Han henviser til, at Pandora i januar annoncerede nye langsigtede finansielle målsætninger om en vækst på mellem syv og ti pct. i lokal valuta. Men nu otte måneder senere bliver forventningerne til omsætningsvækst skruet ned til fire-syv pct. i lokal valuta.

Meddelelsen kom, efter at Pandora de seneste år været gennem en turbulent periode, hvor aktiekursen er dykket over 60 pct. Topchef Anders Colding Friis er blevet kritiseret for at kommunikere dårligt med markedet. Han har gang på gang forsikret om, at udsigterne er gode for Pandora – et budskab, han har haft svært ved at overbevise investorerne om.

Flere investorer tvivler nu på, at topchef Anders Colding Friis kan genvinde markedets tillid. Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, mener, at bestyrelsesformand Peder Tuborgh lige så godt kan begynde at finde en afløser til Anders Colding Friis.

»Presset på Peder Tuborgh stiger for ikke kun at finde en grimasse, der kan passe, men sikkert også for at præsentere en ny administrerende direktør til afløsning for Anders Colding Friis. Han har præsteret for mange negative overraskelser og samtidig fastholdt en distancerende facade, som man kun kan tillade sig, hvis man har kvaliteter a la Zlatan Ibrahimovic,« siger Per Hansen.

I ATP ønsker Claus Wiinblad ikke at udtale sig om fremtiden for Anders Colding Friis.

»Jeg har ingen kommentarer til enkeltpersoner,« siger Claus Wiinblad.

Ved udgangen af 2017 havde ATP investeret 1,9 milliarder kroner i Pandora, hvilket på det tidspunkt svarede til 2,4 pct. af aktierne i selskabet.

Til gengæld er en gammel kending ikke bleg for at give med sin holdning til kende om den nuværende ledelse i Pandora. Jesper Nielsen, bedre kendt som »Kasi-Jesper«, var med til at grundlægge Pandoras forretning op i Tyskland, inden han røg ud og blev uvenner med Pandora. Tirsdag gjorde han det sociale medie LinkedIn det klart, hvad der skal redde det skrantede selskab.

»Pandora er et fantastisk brand. De vil komme tilbage, men de er tvunget til at finde en ledelse, som kender industrien,« skriver Jesper »Kasi« Nielsen.

Det var dog ikke kun dårligt nyt, som Pandora sendte ud mandag. På den lidt mere positive side planlægger Pandora at overtage flere af de såkaldte konceptbutikker, der kun sælger smykker fra den danske virksomhed. Virksomheden vil åbne ca. 200 konceptbutikker og overtage 75-150 franchisekonceptbutikker om året. Planen er, at omkring to tredjedele af selskabets konceptbutikker skal være ejet af Pandora i 2022.

Men Lars Topholm fra investeringsbanken Carnegie, der er den førende danske Pandora-analytiker, mener langtfra, det er nok. Han efterlyser en helt ny strategi fra ledelsen i Pandora.

»Jeg synes ikke, at Pandoras nuværende strategi virker. Det virker blandt andet mærkværdigt, at man accelererer investeringen i et butiksnet, som klarer sig dårligere end ventet,« siger han og tilføjer:

»Der er i øjeblikket en milliard mytedannelser om Pandora. En lavthængende frugt er at smøge ærmerne op og give en rapportering, der rent faktisk gør folk i stand til at vurdere, hvordan forretningen går. Det er Pandora nødt til for at genskabe tilliden,« siger Lars Topholm.

Også i Sydbank ryster man på hovedet over den engang så succesfulde virksomheden.

»Det ser efter vores vurdering langtfra kønt ud, at Pandora allerede syv måneder efter annonceringen af de langsigtede finansielle målsætninger må ændre forudsætningerne til det første år i perioden,« siger Søren Løntoft Hansen.

Pandora har i forbindelse med nedjusteringen besluttet sig for at fremrykke halvårsregnskabet fra 14. august til torsdag 9. august.

Topchef Anders Colding Friis ønsker ikke at udtale sig tirsdag. Bestyrelsesformand Peder Tuborgh er ikke vendt tilbage på Berlingskes henvendelse.