Johan Schlüter snubler i eget selvforsvar

Når Johan Schlüter før retssagens begyndelse udgiver et mammutværk om sig selv, kan man forledes til at tro, at der er tale om et juridisk forsvarsværk. Det er der ikke. Arkivfoto: Simon Læssøe
Læs mere
Fold sammen

Det er svært at finde ud af, hvad advokaten Johan Schlüter i grunden vil med sin bog, som han har skrevet om sig selv med titlen »Højt at flyve«.

Skal man skrive en bog på 438 sider om sig selv, så skal der dælme være noget spændende, noget ekstraordinært og noget tanke­vækkende at fortælle. Det savner man som læser.

Johan Schlüter er sammen med to partnere fra det konkursramte advokatfirma Johan Schlüter Advokatfirma tiltalt i en højprofileret sag om svindel med Producentforeningens midler. Det handler om 100 mio. kr., som advokatfirmaet har kradset ind i såkaldte rettighedsmidler fra kreative brancher. Penge, som er forsvundet i advokatfirmaet, og nu forestår en retssag over flere måneder. Sagen begynder i det nye år.

Når hovedpersonen i så stor en sag sætter sig til tastaturet og udgiver et mammutværk om sig selv umiddelbart før en retssag, kan man forledes til at tro, at der er tale om et juridisk forsvarsværk. Det er der ikke, og det ville da også være problematisk, hvis advokat Schlüter i en bog indledte proceduren, før retssagen begynder.

Johan Schlüter bedyrer igennem hele bogen sin uskyld, og hvor der måtte være skyld, jamen, så er det, fordi han har været for godtroende over for andre – må man forstå. En godtroende advokat; dem findes der ikke mange af. Der er ingen referencer, kilder eller andet, der kan bevidne Schlüters opfattelse. Det er alene verden, som Johan Schlüter ser den – og husker den. »Naivitet er venlighedens forkrøblede broder,« lyder et af de mange forsvar.

Det er helt fair, at Johan Schlüter er skribent på bogen. Sproget er fint og let, det flyder. Som læser får man sympati for Johan Schlüter, der kæmper med depressioner, til tider for meget alkohol og et hårdt arbejdspres. Inden følelserne tager overhånd, skal man dog huske, at svigtet i advokatfirmaet Johan Schlüter har efterladt sig en række økonomiske tabere.

Han burde have koblet en stærk redaktør på. Bogen kunne med fordel være delt op i to. De første 200 sider med personlige minder fra barndommen, ungdommen, første karriere, ferierejer, for megen druk, arbejde, venner og så videre. En historie fra overmiddelklassen. Og en historie, der – hvis den skulle skrives i bogform – burde være forbeholdt en kreds af familie og venner. De første 200 sider af bogen bibringer ingen nødvendig viden til at forstå, hvorfor Schlüter sidenhen fejlede så fatalt.

Først ved kapitel 18 – »Da jeg blev noget ved musikken« – begynder vi langsomt at nærme os sagens kerne: forvaltningen af betroede midler. Men vi kommer aldrig for alvor ned i den juridiske substans. Johan Schlüter selv glider af med en forklaring om, at han baserede en række af sine aftaler på tillid og menneskekendskab. Den har så svigtet, og så hænger vi der: Hvem har skylden?

Det er overraskende, at en topadvokat ikke har mere styr på forvaltningen af så mange penge. At der ikke føres mere kontrol. At så meget er baseret på tillid uden gyldigt underskrevne dokumenter. Jeg er klar over, at hvis man i business ikke opererer med en vis form for tillid, jamen så bliver det svært at lave forretninger. Men lige netop i den juridiske verden?

»Fjenderne går ikke ram forbi, men den, han er hårdest ved, er sig selv,« står der på bagside­flappen. Det kan man som læser ikke helt følge, når man får slæbt sig igennem de 438 sider med et hav af namedropping, som man skal være advokat-insider for at forstå.

Skribenten erkender, at han er blevet mere grådlabil i takt med de sager og »uretfærdigheder,« der er dukket op i hans professionelle virke.

Det er forståeligt, at personlige kriser og konkurs rammer ekstremt hårdt. Men i den benhårde juridiske verden, som Johan Schlüter  i årtier har været en del af, er det den kliniske jura, der får det sidste ord.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervs­kommentator