Joe & The Juice klar til at indtage Asien

Et samarbejde med det danske familiefirma Norbreeze skal danne brohovede i Singapore til ekspansion i Asien.

Foto: Kim Haugaard. Joe & the Juice er klar til at udvide i Singapore.
Læs mere
Fold sammen

Den danske juicebarkæde Joe & the Juice begynder ekspansionen i Asien, når de til november slår dørene op i Singapore. Det sker gennem et samarbejde med Norbreeze, der hidtil har haft succes med danske designbrands som Skagen-ure og Pandora-smykker, skriver Børsen.

»Vi er utroligt glade for at have fået Norbreeze som samarbejdspartnere og ser frem til, at de snart åbner vores første juicebar i Singapore. Ud over at have et indgående kendskab til kulturen og ti års erfaring med detailbranchen i Asien er de to ejere begge fra Danmark og har stor lidenskab for dansk livsstil og danske brands. Så på den måde er vi og Norbreeze Group et perfekt match,« siger Kaspar Basse, adm. direktør i Jor & the Juice.

Joe & the Juice åbnede sin første juicebar i 2002 og har i dag 103 juicebarer i en halv snes lande. Yderligere 25 juicebarer er på vej.

I første omgang er der planlagt to juicebarer i Singapores Central Business District, men planen er også at åbne i Hongkong og Macau og på sigt åbne 50 juicebarer på tre til fem år.