Jobs' død kan sende gigantformue i spil

Apple har 74 milliarder dollars på bankbogen, som kan blive et guldæg for aktionærerne.

Svimlende 413 milliarder kr. Det er hvad Steve Jobs har syet ind i madrassen hos Apple i Californien. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBERT GALBRAITH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Svimlende 413 milliarder kr. Det er hvad Steve Jobs har syet ind i madrassen hos Apple i Californien.

Det er mere end der er i den amerikanske statskasse. Pengene har Steve Jobs sat til side for at sikre stabiliteten i IT-virksomheden.

"Apple har kassen. Det er 74 milliarder dollars på bankbogen, og ingen gæld. Det er Steve Jobs, der har valgt, at det skal være på den måde, fordi han ville være sikker på, at selskabet var så sikkert og solidt som muligt," siger Michael Borre, chefrådgiver i Nordea, som forklarer, at det ikke er usædvanligt for IT-virksomheder.

Microsoft satte på samme måde penge til side indtil for nogle år siden.

Efter Jobs' død skal en ny ledelse nu tage stilling til, om pengene skal ud og arbejde enten gennem virksomhedsopkøb eller som udbytte til aktionærerne.

"Alle investorer drømmer om, at alle de dejlige penge kan komme i spil i stedet for at stå på bankbogen," siger Michael Borre.

Sandsynligvis vil de dog lade pengene stå, vurderer Anders Elbak, chefanalytiker hos IDC Nordic, der følger IT- og telebranchen.

"Udadtil vil de gerne signalere, at de kan selv uden Steve Jobs, og derfor tror jeg ikke, at de vil begynde at købe op. En af grundene til Apples høje børsværdi er, at de har en sund økonomi med penge på kistebunden, og sætter de dem i spil, vil investorerne blive mere tilbageholdende," siger Anders Elbak.

Beslutningen ligger hos den nye ledelse, men selvom stolen for enden af bordet i bestyrelseslokalet er ledig efter Steve Jobs' død, kan der i praksis meget vel allerede være styr på den ledelsesmæssige fremtid.

"Man må gå ud fra, at han selv har givet nogle anvisninger til, hvordan virksomheden skal drives videre. I direktionen har de allerede rokeret rundt, og jeg tror ikke, der er panik på i forhold til, hvem der skal overtage bestyrelsesformandsposten. Det kan meget vel være en intern," siger Anders Elbak.