Joachim B. Olsen: Enormt ærgerligt at taxilov bremser Uber

LA-profil kalder Socialdemokratiet for maskinstormere. Han er skuffet over taxilov, der kan kvæle Uber.

Danske forbrugere går glip af billige priser på kørsel. Miljøet går glip af samkørsel. Og politikerne forhindrer danskerne i at supplere deres indkomst. Liberal Alliances Joachim B. Olsen er kort sagt "enormt ærgerlig" over ny taxilov, der vil ramme kørselstjenester som Uber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Danske forbrugere går glip af billige priser på kørsel. Miljøet går glip af samkørsel. Og politikerne forhindrer danskerne i at supplere deres indkomst.

Liberal Alliances Joachim B. Olsen er kort sagt "enormt ærgerlig" over ny taxilov, der vil ramme kørselstjenester som Uber.

Det siger han, efter et flertal med partifællen og transportministeren, Ole Birk Olesen, i spidsen torsdag indgik en aftale om at ændre reglerne for taxikørsel.

Ifølge Joachim B. Olsen havde den nye lov været god i år 2000, fordi den liberaliserer markedet for almindelig taxikørsel.

Blandt andet vil der ikke længere være begrænsning på, hvor mange taxier en vognmand må have. Eller hvor de må køre.

Til gengæld tager loven ifølge LA-profilen ikke højde for situationen i 2017, hvor danskerne med en Uber-app let og billigt kan bestille en privatchauffør:

- Det er enormt, enormt ærgerligt. For der er tale om nogle populære koncepter. 300.000 danskere har downloadet Uber-appen. Turister bruger det meget, når de kommer til Danmark.

- Samtidig foregår alt elektronisk, så det er meget nemt at sørge for, at folk betaler skat, siger Joachim B. Olsen.

Hans kritik af aftalen er ikke vendt mod VLAK-regeringen, men især mod Socialdemokratiet.

Folketingets største parti lukker øjnene for de nye tjenester og holder i stedet fast i "forældet teknologi", som sædeføler, der ifølge Joachim B. Olsen ikke forhindrer "massiv skattesnyd" i taxibranchen.

- Regeringens oprindelige udspil havde medført, at Uber kunne fungere som i dag, men det har Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ikke ønsket.

- Man opstiller krav, som gør det svært for almindelige danskere at komme i gang som partnerchauffører. Det bremser udviklingen, siger han og vil ikke afvise, at loven kan kvæle Uber i Danmark, som nogle partier taler om:

- Det kan de godt have ret i. Og det er de så stolte over. Det er uforståeligt for mig. De har ingen vilje haft til at forstå, hvilke perspektiver der er i de her teknologier.

- Der er en grund til, at denne teknologi er blevet så stor en succes over hele den vestlige verden. Hvorfor vil man ikke give danskerne den mulighed?

- Jeg kan kun se, at man ønsker at beskytte en branche fra konkurrence og nogle venner i fagbevægelsen. Det er ikke af hensyn til forbrugerne eller dem, som gerne vil tjene nogle penge, siger Joachim B. Olsen.

På længere sigt kan udviklingen dog ikke stoppes, mener LA-ordføreren:

- Lige nu sidder der nogle maskinstormere i parlamenterne, som forsøger at blokere. Men de her teknologier kan man ikke lukke ned.