Jesper »Kasi« Nielsen dropper Danmark efter skattesag

Danske skattemyndigheder må undvære indtægter fra Jesper »Kasi« Nielsens smykkevirksomhed. Endless flytter til Tyskland, lyder det fra manden med det anstrengte forhold til Skat.

Smykkematadoren rykker familiens nye smykkevirksomhed til Tyskland. Fold sammen
Læs mere
Foto: BERLINGSKE FORSIDE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jesper »Kasi« Nielsens nye smykkeeventyr tager en uventet drejning.

Smykkematadoren og sportsinvestoren Jesper Nielsen rykker familiens ny­stiftede smykkevirksomhed, Endless Jewelry, fra Danmark til Tyskland med kort varsel. Flytningen af familievirksomheden sker, fordi en tysk investor ifølge Jesper Nielsen har betinget sig, at smykkevirksomheden flytter fra Danmark og det danske skattevæsen.

»Vores nye investor har selvfølgelig fulgt med i skattesagen, og på den baggrund har han krævet, at vi flytter virksomheden fra Danmark. Han siger direkte, at han ikke er tryg ved, at virksomheden ligger i Danmark. Med den måde, Skat har behandlet os på, er det alt for risikabelt at lade virksomheden blive her,« siger Jesper Nielsen.

Det er ingen hemmelighed, at den løsning er vi helt med på. Med Skats fremgangsmåder er det måske meget sundt for Endless at ligge et andet og mere roligt sted end i Danmark,« siger Jesper Nielsen, der står i spidsen for Endless Jewelry, som både hans far, mor og søster er involveret i.

Selv fik Jesper Nielsen en skriftlig undskyldning fra det danske skattevæsen for mindre end en uge siden, hvori en skattedirektør beklagede en »helt utilstedelig« opførsel i behandlingen af Jesper Nielsens omdiskuterede skattesag. Skat fastholder dog sit krav mod familien Nielsen og dens virksomheder i den omfattende skattesag, som samlet set er et opgør om 400 til 600 mio. kroner.

Smykkevirksomheden Endless Jewelry er familien Nielsens forsøg på at gøre comeback i smykkebranchen, efter at familien solgte sin virksomhed til Pandora og siden er kommet på kant med Pandora-ledelsen. Endless blev stiftet i efteråret 2012 og går efter samme markeder og målgrupper som Pandora. Endless mangler dog kapital til at indfri de høje vækstambitioner. På den baggrund har Jesper Nielsen søgt efter en investor, og han skulle nu angiveligt være fundet.

»Han ønsker at være anonym, men han er en tysk ejendomsinvestor,« siger Jesper Nielsen.

Den nye tyske investor bliver ifølge Jesper Nielsen ejer af 49 procent af virksomheden, mens familien Nielsen beholder de 51 procent. Berlingske Business har ikke kunnet få oplyst, hvor stort et beløb investoren skyder ind i virksomheden. Om dette siger Jesper Nielsen:

»Det millionbeløb og den likviditet, som han stiller til rådighed, gør, at Endless nu kan udvikle sig stærkt i både USA, England og Tyskland. Jeg vil ikke oplyse, hvor mange millioner kroner aftalen er værd.«

Endless Jewelry holder i dag til i håndboldklubben AG Københavns tidligere lokaler i Brøndby, men medarbejderne fik sidste uge besked om, at hovedkontoret flytter til Düsseldorf ved årsskiftet. Jesper Nielsen oplyser, at han som topchef i Endless vil bruge al sin energi på en hurtig ekspansion på både det tyske, britiske og amerikanske marked. Virksomhedens smykker ramte de tyske butikker i februar, og i dag forhandles Endless af 650 tyske forhandlere. Alle nuværende eller tidligere Pandora-forhandlere.