Jesper Buch: Samme model som Just-Eat

Der er store muligheder i at bygge en ny og bedre brugerflade ovenpå et eksisterende varesortiment, vurderer Just-Eat-stifteren og Fitbay-investoren Jesper Buch.

Jesper Buch Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når hele verdens varer er tilgængelige for forbrugeren på internettet, så kan det hele hurtigt blive en uoverskuelig rodebutik. Derfor giver det god mening at etablere en forretning ud af at give forbrugeren en effektiv og målrettet indgang til markedet.

Det mener blandt andet iværksætter og investor Jesper Buch, der er kendt som stifteren af Just-Eat, og som nu har kastet penge i startup-virksomheden Fitbay – en virksomhed, der vil tjene penge på at henvise til modetøj, som forbrugeren ved passer i størrelsen.

Jesper Buch valgte i januar sammen med den nordiske venturefond Creandum at investere to millioner kroner i Fitbay-konceptet, der er udtænkt, udviklet og drevet af Christian Wylonis. Der er flere årsager til, at Jesper Buchs interesse er blevet vakt. En af dem er konceptet. Det at give forbrugeren en ny og bedre indgang til butikkerne, er noget, som Just-Eat-stifteren kender mere end godt.

»Det har længe været et spændende område. Hvis du kigger på min portefølje, så består den faktisk kun af de såkaldte »by demand aggregators« – altså det at koble A og B sammen, som man så tager en kommission for,« siger han og tilføjer:

»Det er Just-Eat-modellen, det er Gomore-modellen, og det er Fitbay-modellen. Det er her, jeg føler, jeg er dygtig og kan bidrage med noget. Og det er her, jeg mener, der er muligheder.« Jesper Buch er ikke alene om at synes, at det er et spændende felt. Christian Walther, der er partner i venturefonden Sealand Capital og formand for Dansk Iværksætterforening, peger på, at forretningsmetoden er blevet mere og mere spændende i takt med at mulighederne på internettet er øget. For nu har internettet vokset sig så stort, at det i sig selv kan blive problematisk.

»Udbuddet bliver jo hurtigt kæmpestort på nettet, og det føles som tidsspilde at sidde og kigge det hele igennem,« siger han og tilføjer:

»Derfor passer konceptet ind i den trend, der er lige nu. Det handler om at customize, altså at tilpasse ting. Forbrugeren gider ikke længere bruge en masse tid på at finde ud af, hvad de skal bruge, og hvilken størrelse de skal have.«

Masser af entusiasme

Fitbay ser altså ud til at arbejde inden for et felt, der er opmærksomhed om for tiden. For Jesper Buch var det dog ikke det eneste, der gjorde, at han fik lyst til at påtage sig rollen som investor og hælde penge i den lille start-up virksomhed. Just-Eat-stifteren fortæller, at han faktisk blev imponeret af den entusiasme, han mødte, da han første gang stiftede bekendskab med holdet bag Fitbay. Og det var alt andet lige en udløsende faktor – for det mindede ham om noget, fortæller han.

»Jeg fik samme fornemmelse, som jeg tror, Carsten Mikkelsen (der investerede i Just-Eat, red.) fik for 13-14 år siden, da jeg fortalte ham om Just-Eat. Han sagde nogle år senere, at han ikke forstod præcis, hvad konceptet handlede om, men at jeg brændte så meget for det, at han bare skulle være med,« siger Jesper Buch og tilføjer:

»Det er det samme med det her. Det var indledende svært for mig at forstå produktet, men teamet brændte så meget igennem, at jeg besluttede mig for, at jeg bare ville være en del af det.«