Jernbaneforbund: »Det er en fadæse, at ulykkesrapport har taget fire år«

Dansk Jernbaneforbund, der organiserer de ansatte i DSB, er stærkt utilfredse med, at en rapport fra Havarikommissionen er stærkt forsinket. "Stort pres på Havarikommissionen i denne sag," mener næstformand.

En omstridt rapport fra Havarikommissionen er blevet voldsomt forsinket efter hårdt pres fra DSB. Her en side fra rapporten, hvor en testperson har sin arm i klemme i døren. Fold sammen
Læs mere
Foto: EMIL HOUGAARD

DSB har været »aggressive« og lagt et meget hårdt pres statens vagthund inden for fly- og togsikkerhed, Havarikommissionen, i sagen om en stærkt forsinket rapport fra et uheld i Vejle.

Det mener Dansk Jernbaneforbund, der er fagforbund for den lokomotivfører, der var involveret i uheldet i februar 2013.

»Det er en fadæse, at der er gået snart fire år med den rapport fra Havarikommissionen. Det er en vigtig sag for både togpersonalet og for passagernes sikkerhed,« siger Preben S. Pedersen, næstformand i Dansk Jernbaneforbud.

»Der er gået politik i sagen. Det er helt klart min opfattelse, at der har været lagt et kæmpe pres på Havarikommissionen i denne sag,« tilføjer han.

Berlingske kan i dag fortælle, at rapporten om det snart fire år gamle uheld er blevet stærkt forsinket. Det skyldes blandt andet et hårdt pres fra DSB, der var stærkt utilfreds med de første konklusioner fra Havarikommissionen om ulykken.

Berlingske er kommet i besiddelse af høringsudgaverne af rapporten, hvor det fremgår, at selv om kvinden var beruset, så lægger Havarikommissionen op til at udstede såkaldte »sikkerhedsmæssige rekommendationer« til DSB på baggrund af ulykken.

Kommissionens konklusioner og anbefalinger sætter spørgsmålstegn ved sikkerheden i enmandsbetjente tog, hvor lokomotivføreren på én gang skal kontrollere, at alle passagerer er sikkert om bord på toget, og samtidig skal sætte toget i gang. Netop enmandsbetjente tog er sprængfarligt for DSB, som på flere togstrækninger har indført enmandsbetjente tog og derved sparet den togfører væk, der tidligere tjekkede dørene.

»Vejle-sagen handler blandt andet om unge mennesker, der løber over sporet. Hvis der havde været togpersonale til at holde øje med sikkerheden ved dørene var ulykken aldrig sket. I stedet har man givet lokomotiv-føreren, vores medlem, en advarsel for ikke at være agtpågivende nok. Men på IC3-togene kan man have en håndled eller barnearm i klemme uden, at alarmene reagerer,« siger Preben S. Pedersen fra Dansk Jernbaneforbund.

Havarikommissionen, der er placeret under Transport- og Bygningsministeriet, er en uafhængig instans, der skal undersøge ulykker med tog og fly i Danmark. Og hos Havarikommissionen afviser man da også, at man lægger under for pres fra DSB.

Hos Dansk Jernbaneforbund mener man dog, at sagen handler om langt mere end ulykken i Vejle:

»Det handler om, at de tog, som kører med enmandsbetjening i dag, ikke er beregnet til det. Derfor er konklusionerne i Havarikommissionens rapport ubekvemme for DSB, der gerne vil indføre flere enmandsbetjente tog, og det er formentlig derfor, at DSB er meget aggressive overfor Havarikommissionen i denne sag.«