»Jeg har savnet at starte noget nyt«

Solvej Lee har været ansat i Samsung Danmark i knap ti år. Nu søger hun nye græsgange og skal i stedet arbejde for en mindre virksomhed på vej frem.

03BUSSolvej-Lee.jpg
Solvej Lee - tidligere landechef for Samsung Danmark - har forladt Samsung for at starte virksomheden Area9 op i Danmark. En virksomhed, der laver digitale lærebøger.Foto: Mads Nissen Fold sammen
Læs mere

Efter knap ti år i Samsung Danmark har den 36-årige Solvej Lee valgt at skifte spor. Hun skal nu i stedet være executive vicepresident for alliances og business development i den mindre danske virksomhed Area 9, som har i alt 32 medarbejdere. Det amerikanske forlag McGraw-Hill Education ejer 20 procent af virksomheden. Hidtil har de gjort mest ud af det amerikanske marked, men nu vil virksomheden satse mere på det danske.

Da Solvej Lee blev ansat i Samsung, var den danske afdeling helt nystartet, og hun var derfor med til at etablere den danske afdeling. Nu har afdelingen udviklet sig og har 60 mand ansat. Derfor søger hun nye veje, og skal nu være med til at starte Area9s danske afdeling op med fokus på den kommercielle del af virksomheden – heriblandt C20-kunder.

Et nyt spor at følge

Da Solvej Lee begyndte i Samsung Danmark, var det meget entreprenøragtigt, og hun har nydt de mange muligheder, hun har haft der. Blandt andet opnåede hun den fine titel senior corporate marketing manager Denmark & Iceland.

Nu skifter hun spor, blandt andet fordi hun godt kan lide at være med til at skabe og starte noget nyt, men også fordi Area9s profil tiltaler hende. Hun kan lide, at der er et formål med produktet, og det giver hende en personlig tilfredshed at vide, at hun gør en forskel.

»Jeg har savnet udfordringen i at starte noget nyt. Plus at kunne arbejde med nogen, som virkelig har et formål. Det handler ikke bare om at sælge 10.000 fjernsyn, men det her produkt gør en forskel. Du ændrer hele læringsprocessen med den her platform. Vi er med til at skabe et paradigmeskift. Det er en kæmpe tilfredsstillelse,« siger Solvej Lee.

Det bedste er med i rygsækken

Solvej Lee har lært en masse hos Samsung Danmark, som hun kan tage med videre ind i Area9. Hun har lært at drive en virksomhed, og fået redskaber i forhold til processer og forretningsgange.

»Man kan sige, at jeg valgte at gå til en ny skole, fordi jeg havde lært det bedste og det meste hos Samsung, som jeg kunne,« siger Solvej Lee.

Hun vil gerne fortsat udvikle sig som forretningskvinde, og det er også en af grundene til, at hun søger nye græsgange nu.

Hvad fremtiden bringer for Solvej Lee og Area9, kan hun ikke spå om. Indtil videre vil hun gerne udnytte firmaets potentiale og brede det ud i verden.

Lige nu er hun først og fremmest begejstret over, at hun kan være med til at starte virksomheden i Danmark, men Area9 skal helst udvides inden for en overskuelig tidsramme.

»Jeg ønsker, at vi bliver rigtig dygtige og grundlægger organisationen herhjemme først med kunder i Danmark og Skandinavien og så ekspanderer efterfølgende,« siger Solvej Lee.