»Jeg har aldrig følt mig under så massivt et pres«

2007 var året, hvor alle kom på fornavn med Dash8/Q400. Hvor vitser om landingsstel genlød landet over. Hvor strejker ramte tusindvis af SAS’ passagerer. Men det var også året, hvor Mats Jansson satte sig i kaptajnsædet og drejede SAS’ fokus fra overlevelse til udvikling. Han beskriver sit første år i stolen som præget af mere modvind end medvind – og af en enkelt fortrydelse.

Foto: Jens Astrup
Den 27. oktober letter et fly fra Stockholm med kurs mod New York. Det er lørdag. Afgangen er planmæssig, vejret viser sig trods efteråret fra sin pæne side. Mats Jansson spænder rejsevant sikkerhedsbæltet, læner sig tilbage og drager et lettelsens suk over udsigten til den kommende uges ferie i den amerikanske metropol med sin kone, deres fire piger og en enkelt måske kommende svigersøn.

Det er den første ferie i den tid, der er gået, siden svenskeren med det imødekommende blik blev SAS-koncernens trettende topchef. Og han trænger virkelig til at smide slipset, sænke skuldrene og tilbringe lidt tid med den familie, der har set mere til ham i mediernes dækning af SAS’ strejker, strategier og havarier med Dash8/Q400-fly end i det stockholmske hjem.

Efter nogle timer i luften slår han et smut forbi cockpittet, sætter sig på det nedklappede sæde bag piloterne og sludrer lidt om SAS, om vind og vejr. Han sidder der en times tid, før han går tilbage i kabinen, indstillet på ikke at skulle tale mere om SAS i et par dage.

Men han når næsten ikke at sætte sig, før styrmanden kommer ned til hans sæde og bøjer sig ned til ham.

»Du må hellere komme med op i cockpittet igen,« siger han med dæmpet stemme. Kaptajnen har fået en telex: SK2867 fra Bergen havareret i København kl. 16.55. Problemer med højre landingsstel. Ingen tilskadekomne. Alle Q400-fly grounded. Mats Jansson læser telexen. Ordenes budskab forekommer i et splitsekund surrealistiske. Tredje havari på bare to måneder!

Han kigger på kaptajnen.

»Kan du skaffe mig kontakt til John Dueholm,« spørger han. Efter få minutter taler han med sin vicekoncernchef.

Da flyet en time senere lander i Newark Airport, tager hustruen og børnene til hotellet på Manhatten, mens Mats Jansson tager samme fly tilbage til den svenske hovedstad. Søndag morgen får han bestyrelsens velsignelse til at meddele offentligheden, at Dash8/Q400 har fløjet sin sidste tur for SAS.

Bedst i modvind

Mats Jansson blev født i Midtsverige i 1951. En lidt uventet, men kærkommen efternøler, seks år yngre end den yngste af sine tre ældre søskende. Forældrene havde en købmandsforretning i ICA-kæden, hvor børnene af og til hjalp til. Drengene kunne bedst lide at hjælpe med at bringe varer ud. For så var der chance for at få drikkepenge.

Købmandsgerningen gik i blodet på den unge Mats, som efter studier i økonomi og sociologi arbejdede sig op til en række lederstillinger i netop ICA og endte som koncernchef i detailbranchen i selskaber som Catana, Fazer og Axfood. Alle sammen stillinger, der ud over at have detailhandel og købmandskab som omdrejningspunkt var kendetegnet af, at der skulle ryddes op, laves om, fusioneres, omstruktureres, rationaliseres.

»Han er en problemløser. Han fungerer faktisk bedst i modvind,« lyder storebroder Urban Janssons forklaring på, at hans lillebror altid er endt i stillinger af den karakter. Han tænder simpelthen på en svær beslutning.

»Det er nok rigtigt, at jeg altid har klaret mig bedst, når det har været rigtig svært. Måske er det også derfor, jeg er så fascineret af at løbe maraton. For selv om det er hårdt, og selv om de sidste kilometer skal overleves på viljestyrke, så er befrielsen ved at nå i mål så meget desto større. Den lyse tid, der er for enden af problemerne, er en stærk drivkraft,« siger Mats Jansson og hæver øjenbrynene som om det er første gang, han indser denne parallel mellem sin karriere og sin sport.

Et stolpe-ud-år

Måske var det denne dragen mod op-ad-bakke opgaver, der gjorde, at Mats Jansson instinktivt vidste, at svaret var ja, da headhunteren Egon Zendler i august 2006 ringede for at høre, om jobbet som koncernchef i SAS var noget for ham.

»Jeg spurgte mig selv: ’Skal du blive hos Axel Johnson, indtil du skal pensioneres – eller har du kræfter til at gøre en ny operativ indsats?’ Det vidste jeg med det samme, at jeg havde. Min eneste usikkerhed gik på, om min familie orkede at se al den negative presse, al det pres og al den virak om min person, der helt sikkert ville blive en del af hverdagen, hvis jeg tog jobbet,« siger han.

Ved årsskiftet har han siddet i koncernchefstolen i et år. Et år, han trods succesoplevelserne med den brede opbakning til sin fremadrettede Strategi 2011 og et enestående fredsbrev fra de ellers så strejkevante danske fagforeninger beskriver med det svenske ord »slidsomt«.

»Jeg kan virkelig godt lide jobbet. Men der har været lidt meget modvind, eller som man siger i fodbold: Det har været stolpe ud,« siger Mats Jansson.

Især to begivenheder har skabt så meget blæst, at det til tider har været svært at fastholde fodfæstet: Krisen med Dash8/Q400. Og forårets strejker, ikke mindst den fem dage lange i Sverige.

»Jeg var selvfølgelig briefet om, at der kunne komme konflikter. Men selv om jeg var forberedt, følte jeg en enorm frustration ved tanken om, at strejken var så unødvendig. For aftalen endte på niveau med det, som det øvrige arbejdsmarked havde fået. Så hvorfor skulle vi, og her mener jeg begge parter i sagen, igennem en konflikt med så store konsekvenser, når det ikke ledte til nogen verdens ting,« siger Mats Jansson.

Siden strejkerne har han sat sig for at gennemføre en kulturel turn around, der skal få SAS væk fra den uvane at gribe til strejkevåbnet, når der opstår uenighed mellem ledelse og medarbejdere. Og sat sig for det med en sådan styrke, at han vil tage sin afsked, hvis strejkekulturen ikke aftager for til sidst helt at forsvinde.

Ros fra medarbejdere

»Jeg tror, at Mats af et ærligt hjerte ønsker at ændre den kultur, der har været i SAS. At skabe en kultur, hvor vi samarbejder om tingene, hvilket er væsentligt anderledes end tidligere. I den seneste tid har han prøvet at føre det ud i livet, bl.a. ved en samarbejdskonference. Det er et tydeligt eksempel på, at samarbejdet er ved at ændres til noget meget bedre under hans ledelse,« siger Verner Lundtoft Jensen, formand for de dansk kabineansattes organisation, CAU.

Også luftfartsfunktionærernes formand roser de nye toner fra selskabets øverste chef, som han ikke tøver man at kalde »en klog mand«.

»Han har forstået, at hvis SAS skal ekspandere, så skal han have medarbejderne med sig. Tidligere ledelser har godt nok sagt, at medarbejderne var virksomhedens største aktiv, men de har ikke ageret efter det. For eksempel afskaffede Jørgen Lindegaard (forhenværende. koncernchef, red.) samarbejdsforaerne mellem ledelse og faglige organisationer; men dem har Mats Jansson genindført som noget af det første, fordi han ønsker at have dialog. Det er klogt,« siger formand Nickolas Fischer.

Kritik for usynlighed

Hvor Jansson var briefet om risikoen for strejker, kom årets anden belastende begivenhed bag på ham. Som på alle andre. I september måtte et af selskabets Dash8/Q400-fly nødlande i Aalborg lufthavn. Højre landingsstel brød sammen, da flyet ramte landingsbanen.

Trods alvoren lød første melding fra SAS, at ulykken var enkeltstående. Men to døgn efter gentog mareridtet sig, denne gang i Vilnius. SAS satte omgående alle 27 Dash8-fly i karantæne. Tre uger senere blev flyene indfaset i drift igen, problemerne var løst, mente SAS. Lige indtil den skæbnesvangre nyhed i et cockpit højt over Atlanten.

»Jeg har aldrig følt mig under så massivt et pres, som jeg gjorde i de måneder med Q400. Og jeg har aldrig arbejdet så hårdt i hele mit liv. Derfor var beslutningen om at tage Q400 ud af flåden for evigt på en og samme tid skrækindjagende og velsignet. At vi vovede at gøre noget, som aldrig var gjort før. At vi turde sætte varemærket og passagerernes tillid først, det var en stor lettelse,« siger Mats Jansson.

Det var en beslutning, der fik stor opbakning. Både i og uden for SAS. Men der var også malurt i bægret. Medier og kommentatorer kritiserede Mats Jansson for at have været usynlig under Dash-krisen, fordi det hovedsaglig var vicekoncernchef John Dueholm, der førte ordet for SAS.

Men den kritik har Mats Jansson ingen forståelse for.

»Det gør mig virkelig oprørt, at det i medierne blev antydet, at jeg holdt mig væk af taktiske årsager – at hensyn til min egen person. De antydninger rammer mig, for den beslutning havde intet med fejhed at gøre. Hvis der er noget, jeg ikke er, så er det bange af mig. Det var en bevidst strategi, at John skulle have rollen som den, der gik i medierne og tog debatterne, mens jeg arbejdere mere uden for rampelyset. Den rollefordeling stod og står jeg stadig helt inde for,« siger han.

Fortryder svigt

Kritikken kom dog ikke kun udefra. Også på de indre linjer i SAS voksede kritikken af topchefens håndtering af Dash-krisen.

»En del ansatte har den opfattelse, at Mats har vist sig for lidt i forbindelse med Q400-problemerne. Medarbejderne er vant til at have en koncernchef, der er en faderskikkelse, især i krisetider. Når folk har sat livet på spil er det koncernchefen, de vil tale med,« siger Verner Lundtoft Jensen. Det synspunkt genfindes på ledelsesniveau.

»Det har været et problem, at han ikke har været mere synlig internt i forbindelse med havarierne med Q400. Vi inviterede ham til et medarbejdermøde for de danske medarbejdere, som han valgte ikke at deltage i. Men han burde være kommet,« siger Susanne Larsen, administrerende direktør i SAS Danmark.

Begge har fremført denne kritik direkte til koncernchefen selv. Og han har taget den til sig.

»Jeg har stor respekt for, at medarbejderne føler, at jeg burde have været hos dem. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, så ville jeg ønske, at jeg var taget til de medarbejdermøder, hvor Q400-personalet var samlet. Hvis der er noget, jeg fortryder fra mit første år i SAS, så er det, at jeg ikke nåede ud til medarbejderne fysisk,« siger Mats Jansson.

Humor i højsædet

Når man beder folk beskrive Mats Jansson, er der tre ord, der går igen. Det første er ordet lyttende. Ikke sådan at forstå, at han gør det, folk beder ham om – eller er enig i det, de siger til ham. Men han lytter, spørger ind og bruger det, han hører, når han træffer beslutninger.

Det andet er god til at træffe beslutninger, også de svære. Som Nickolas Fischer siger: »Han spilder ikke sin egen eller andres tid, men analyserer og beslutter, færdig.« Enkelte beslutninger træffes dog måske for hurtigt, er der enkelte, der forsigtigt påpeger.

Det tredje er en allesteds nærværende humor.

»Det er ikke et eneste møde eller en alvorlig diskussion, hvor han ikke bringer den i spil. Det er meget befriende at arbejde sammen med et menneske med så meget humor,« lyder det fra vicekoncernchef John Dueholm.

Ofte, når Mats Jansson sidder i et af sine utallige timelange møder, kan han finde på at rive et hjørne af at A4-ark, grifle et par ord på lappen og sende den diskret ned langs mødebordet til sin vicekoncernchef. Umiddelbart kunne man tro, at sedlen rummer et fagligt spørgsmål eller en indforstået udveksling af synspunkter mellem de to højst rangerende chefer i SAS. Men det gør den sjældent. Som regel gemmer den lille lap på en kæk bemærkning eller en sjov kommentar.

»Det er altid sjovt at se, om han kan holde masken. For problemer bliver jo ikke løst bedre, bare fordi man er gravalvorlig hele tiden. Faktisk tror jeg, at man risikerer at fremstå som både ufølsom og arrogant, hvis man som leder ikke gør plads til humor og distance,« siger Mats Jansson.

Han har kontrakt med SAS frem til sin 60 års fødselsdag i december 2010. En kontrakt, der kan forlænges i to år, hvis det passer bestyrelsen – og hvis det passer Mats Jansson. Det ved han endnu ikke, om det gør. Men han ved en ting:

»Dette job bliver mit sidste. Uanset hvornår jeg slutter i SAS, så bliver det mit sidste. Så meget kan jeg love«.