Japanske Mærsk-rivaler sænker forventningerne

Tre af Maersk Lines japanske rederi-konkurrenter er netop kommet med kvartalsregnskaber, som viser, at de sænker forventningerne til deres indtjening for 2015.

Foto: Asger Ladefoged. Tre af Maersk Lines japanske rederi-konkurrenter er netop kommet med kvartalsregnskaber, som viser, at de sænker forventningerne til deres indtjening for 2015.
Læs mere
Fold sammen

Mitsui OSK Lines sænker forventningerne til driftsoverskuddet for 2015 med 25 pct. til 24 mia. yen, fremgår det af rederiets regnskab for første kvartal i det forskudte regnskabsår, som det japanske selskab opererer med. Det ligger væsentligt under analytikernes estimater på 38,9 mia. yen ifølge data indsamlet af Bloomberg News.

Rederiet sænker også forventningerne til omsætningen med 0,8 pct. til 1810 mia. yen mod ventede 1900 mia. yen. Selskabet fastholder dog forventningerne til nettoindtjeningen for året.

Også Kawasaki Kisen, meddeler i sit regnskab for første kvartal i et forskudt regnskabsår, at de sænker forventningerne til driftsoverskuddet for året med 9,3 pct. til 39 mia. yen mod ventede 46 mia. yen.

Når det gælder forventningen til omsætningen ligger de nu på 1,350 mia. yen. Det er 7,5 pct. lavere end estimaterne. Indtjeningen per aktie bliver fastholdt.

Et tredje japansk rederi, nemlig Nippon Yusen, sænker forventningerne til driftsoverskuddet for året - dog med lidt mere beskedne 4,5 pct. til 84 mia. yen efter regnskabet for første kvartal i et forskudt regnskabsår. Tidligere forventede selskabet en indtjening på 88 mia. yen. Indtjeningen vil efter nedjusteringen dog stadig overgå analytikernes estimater på 81 mia. yen.

Også prognosen for salget ved årets udgang trimmer Nippon Yusen med 0,8 pct. til 2400 mia. yen, hvilket ligger på line med analytikernes estimater.

Ifølge Nippon Yusen er det omfanget af transporten med tørlast, der er faldet. Økonomien er afmattet, og derfor forventer rederiet ikke, at efterspørgslen stiger, siger en talsmand for selskabet til Bloomberg News.