Japansk kæmpe overtager Financial Times

Nikkei kendes i udlandet for sit aktieindeks, og hjemme for sine aviser. Nu bliver Financial Times en af dem. Mediefolk er bekymrede for avisens uafhængighed.

Den japanske mediekoncern Nikkei har købt britiske Financial Times. Her sidder en japaner og læser i Nikkei-koncernens daglige erhvervsavis – Nikkei – i Tokyos undergrundsbane. Foto: Yoshikazu Tsuno/AFP
Læs mere
Fold sammen

Hvis der overhovedet findes sådan noget som et internationalt dagblad, så er det Financial Times. Oplaget er ikke vældig stort målt med international målestok, under en kvart million. Men seks ud af syv eksemplarer sælges uden for hjemlandet.

Og nu er avisen selv blevet solgt, efter en kort men intens budkamp, som avisen selv fortæller om. Køberen er den japanske erhvervsaviskoncern Nikkei.

I Tyskland havde der et stykke tid været rygter om, at Financial Times’ ejer, Pearson, skulle være interesseret i at skille sig af med avisen, og at Springer-koncernen skulle være interesseret.

Og det var sandt. Springer var meget interesseret. Først i en mindretalspost, og da Pearson siden besluttede sig for bare at sælge det hele, var man også frisk på det. Men da englænderne først havde besluttet sig for at sælge, efter at have ejet avisen i 58 år, så besluttede man sig også for at få så mange penge ud af det som muligt.

Så i midten af juni ringede man til japanerne. Og ja, de var også interesserede. Så sent som ved ugens begyndelse troede Springer-folkene dog stadig, at tingene nok skulle falde på plads.

Købes kontant

Men så gik det stærkt. Tirsdag rejste Nikkeis ledelse, anført af bestyrelsesformanden, Tsuneo Kita, til London og mødtes med Pearsons CEO, John Fallon. Japanerne rejste hjem igen, og torsdag formiddag ringede de: De ville gerne byde 844 millioner pund, godt 8,9 milliarder kroner, og dem ville de lægge kontant. Derefter var Springer reelt ude af spillet. De sidste detaljer blev forhandlet på plads over telefonen.

Prisen er høj; 26 gange Financial Times’ overskud, når man fratrækker kontantbeholdning og andet fra prisen – og 35 gange, når man ikke korrigerer. Og det er kun selve Financial Times, japanerne køber; ikke søstermediet the Economist, som har udviklet sig til en mediekoncern i sig selv; den har Pearson ingen planer om at sælge

Købet er en triumf ikke mindst for Nikkeis nye koncernchef, Naotoshi Okada, som har ledet virksomheden i mindre end et halvt år. Han er 61 og uddannet jurist, men har tilbragt hele sin karriere hos Nikkei. I 2004, som 51-årig, fik han sin første rigtige lederpost, da han blev økonomiredaktør og stedfortrædende chefredaktør på Nikkeis hovedudgivelse, som selv hedder Nikkei. Derefter fulgte nogle poster uden for redaktionen, indtil han i 2011 blev chefredaktør.

Ejer fra branchen

Der er næppe nogen af Financial Times’ faste læsere, som ikke har hørt om Nikkei. Men de fleste af dem har så heller ikke mere end hørt om virksomheden. Nikkei Inc. udgiver Japans fjerdestørste avis, Nikkei, en erhvervsavis, som er pligtlæsning for japanske erhvervsfolk på samme måde, som det er Financial Times’ store laksefarvede avissider, der foldes ud om morgenen rundt om på den vestlige verdens direktionsskriveborde.

Men Nikkei udkommer jo altså på japansk, og kun få af de 2,7 millioner daglige eksemplarer læses uden for landets grænser. I udlandet er Nikkei bedst kendt for Nikkei-indekset, Tokyo-børsens ledende aktieindeks og dermed det japanske svar på Dow Jones, der jo også er navngivet efter en medievirksomhed.

Der er opbrud i mediebranchen, og store gamle avistitler skifter både profil og ejer i disse år, og det er oftere og oftere aktører uden for branchen, der forsøger sig som avisejere. Wall Street Journal blev overtaget af Murdochs multi-mediekoncern i 2007, mens luksusbrandkoncernen LMVH overtog den franske erhvervsavis Les Echos. I 2013 blev Washington Post købt af Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos. Samme år blev Boston Globe overtaget af en forretningsmand, som ellers mest var kendt som ejer af et baseballhold.

Sådan en type ejer får Financial Times ikke. Nikkei Inc. er først og fremmest aviser – hovedproduktet Nikkei og tre specialaviser, hvis navne koncernen selv gengiver som Nikkei Business Daily, Nikkei Marketing Journal og Nikkei Veritas.

Det gør selskabet stort i Japan og altdominerende på erhvervsnyheder, men Japan er en stagnerende økonomi med en stagnerende befolkning, og Nikkeis hidtidige forsøg på at bryde fri af den nationale spændetrøje har ikke været succesfulde, heller ikke Nikkei Asian Review, et engelsksproget blad, man lancerede for to år siden i håb om at få engelsksprogede læsere. Avisoplagene er også begyndt at falde i Japan, selv om det sker fra et højt niveau; halvdelen af verdens ti største aviser er japanske.

Tvivl om uafhængighed

Med købet af den laksefarvede avis i London vil Nikkei for alvor kunne komme til at vokse, og ja, der er samarbejdsmuligheder.

»Ved at slå os sammen med Financial Times er vi ret sikre på, at vi kan blive en af de stærkeste globale medieaktører i verden,« forklarede Naotoshi Okada på en pressekonference fredag i Tokyo.

Men det er stadig Asien, man har fokus på, fremgik det; Financial Times’ internationale dækning skal hjælpe Nikkeis medier; ikke omvendt.

»Nikkeis netværk og ry i Asien er allerede et af de bedste i branchen. Købet af FT vil gøre det muligt for os at få en endnu bedre international dækning (...) Vi vil gerne stille informationer om Asien til rådighed for FT. Ligeledes vil vi gerne gøre det muligt at give Nikkeis læsere internationale nyheder på et endnu højere niveau end før,«

Samtidig lovede han, at man vil »respektere« hver enkelt udgivelses kultur, og at man garanterer Financial Times’ redaktionelle uafhængighed.

Det er da også den, Financial Times lever af; dén og så et kvalitetsniveau, som igen og igen sikrer avisen historier, andre medier ikke får. Uanset andre internationale erhvervsmediers kvaliteter, så er det Financial Times, som er erhvervsjournalistikkens guldstandard, og det i en sådan grad, at laksefarvet avispapir den seneste menneskealder har bredt sig ud over den europæiske erhvervspresse.

Løftet pegefinger

Men fra folk med kendskab til Nikkei lyder der advarende røster.

Nikkei er »grundlæggende en PR-maskine for japansk erhvervsliv«, skrev en japanskfødt journalist ved New York Times, Hiroko Tabuchi, på Twitter, og Michael Woolford, tidligere direktør for den japanske Olympus-koncern, sagde, at »Nikkei er kendt som japansk erhvervslivs talerør.«

Woolford blev fyret fra Olympus i 2011 efter at have afsløret en regnskabsskandale i virksomheden – og det var netop Financial Times, han fortalte historien til. Men »Nikkei dækkede den ikke, før den slet ikke var til at komme udenom,« skrev den britiske avis The Guardian i en lederartikel, og fortsatte:

»Almindelig japansk journalistik er ikke korrupt, men den er respektfuld, ligesom kulturen omkring den. Angelsaksisk journalistik, når den er bedst, har ikke tradition for at have respekt for noget som helst.«