Jamie Oliver fik opkaldet under tv-optagelse: Pengekassen var tom - og restauranterne to timer fra konkurs

Den britiske stjernekok, Jamie Oliver, fortæller i et sjældent interview om den enorme krise hans restaurantimperium blev ramt af sidste år, der var få timer fra at styrte i grus.

Den britiske stjernekok Jamie Oliver var timer for at se sit restaurantimperium styrte sammen.   Fold sammen
Læs mere
Foto: FABRICE COFFRINI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jamie Oliver er blandt de meste succesfulde og kendte tv-kokke i verden og har tjent enorme summer på sin drengede charme og uhøjtidelige »no-nonsens« tilgang til madlavning.

Han har solgt over 40 millioner kogebøger, lavede mad i alle afskygninger på tv og opbyggede et imperium af restauranter. På skærmen fremstår han karismatisk, ligetil og snakkesalig. Han er dog også notorisk kendt for ikke at ville tale med pressen om de mere negative aspekter af hans efterhånden omfangsrige forretning.

For den 43-årige brite, der voksede op i baglokalet i sine forældres pub i den beskedne landsby Clavering 70 kilometer nord for London, har de seneste år oplevet en hel del modvind. Han er blandt andet blevet kritiseret for at være for hård i sin retorik over for overvægtige børn på tv, men værst har det dog stået til i hans restauranter.

I et sjældent langt og omfattende interview med Financial Times fortæller han, at han i september sidste år var i gang med at optage et tv-program med Hollywood-stjernen Liv Tyler (blandt andet kendt fra filmatiseringen af 'Ringenes herre'), da telefonen ringende. Der var dårligt nyt om hans restaurantkæde Jamie's Italian.

»Vi var ganske enkelt løbet tør for penge,« siger han til avisen.

Han var tvunget til at overføre over 60 millioner kroner fra sin private opsparing til restaurantkæden med det samme.

»Jeg havde to timer til at overføre pengene og redde den - ellers ville det hele gå ned den eller den næste dag. Så slemt stod det til, og så dramatisk var det,« forklarer Jamie Oliver.

Det kom efterfølgende frem, at selskabet bag restaurantkæden, The Jamie Oliver Group, havde en gæld på 71,5 millioner pund - eller lige under 600 millioner kroner, og han har efterfølgende været tvunget til at sprøjte yderligere 45 millioner kroner ind i selskabet og lukke en stribe af de 37 italienske restauranter.

»Jeg ved ærlig talt ikke, hvad der gik galt. Vi forsøger stadig at finde ud af det, men jeg tror, at den ledelse, som vi havde på det tidspunkt, forsøgte at styre det, man kan beskrive som den perfekte storm (en kombination af negative begivenheder, der rammer på én og samme tid, red.). Huslejepriser, renter, handelsgader i nedgang, fødevarepriser, Brexit og stigende mindsteløn. Der var meget i gang,« siger han til Financial Times.

En solid hestekur er sat i værk, og hans nyeste direktør i selskabet, Joe Knight, har lovet Jamie Oliver, at selskabet igen er profitabelt og gælden væk inden for fem år.