Jagten på drømmebilen: Alt gik galt i Frankfurt

Det er ikke nemt at importere sin drømmebil fra Tyskland, måtte Berlingskes finansredaktør sande i en brugtvognsforhandlers lumre parkeringskælder i en tysk forstad. Læs første afsnit af Den svære jagt på drømmebilen.

En velholdt nyklassiker som BMW Z4 med godt udstyr, manulet gear og et lavt kilometertal er næsten umulig at opdrive i Danmark - og følgelig ret værdifast. Foto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den stod ellers helt perfekt i annoncen på den store tyske bilportal, Mobile.de. BMWs sportsvogn, Z4, i stålgrå med sort læder, den rigtige sekscylindrede motor og med et kernesundt kilometertal. Og med prisen på 13.000 euro for 2003-modellen tilmed en af de billigste på det tyske marked.

Med en dansk forhåndsvurdering på afgiften ville det betyde en tip-top BMW Z4 med 70.000 kilometer på klokken for ca. 230.000 kr. – lidt af et røverkøb, idet sådanne biler næsten aldrig kommer til salg i Danmark med så lave kilometertal, og hvis de gør, bliver de gerne revet væk for 275.000 kr.

Takket være afgiftsmellemmænd som Automentor og Quick Import, der er kommet frem de senere år, og på forkant hjælper én gennem Skats til tider uforudsigelige afgiftsfastsættelser på brugte biler, er det blevet meget nemmere at hente sin drømmebil i Tyskland, hvor udvalget er stort og attraktivt.

Men selv om teorien var på plads, er opgaven forbundet med større praktiske problemer, som det gik op for undertegnede i en tysk bilforhandlers lager i en såkaldt »Tiefgarage«, som viste sig at være en ualmindelig varm parkeringskælder under et medicinalselskab i en forstad til Frankfurt.

For man skal ikke tro på alt, hvad tyske bilforhandlere fortæller i annoncerne – og man skal have et særligt øje for, hvad de ikke fortæller.

Jeg skulle nok have lagt mere mærke til det pudsige lille ord »Raucher-paket«. For i et naivt håb om at gøre en god handel, havde jeg troet, at det blot var et særligt udtryk for endnu en ekstraudstyrspakke fra BMW. Men det viste sig at være en formulering, der skulle tages ganske bogstaveligt, for det fine køretøj emmede af sur tobaksrøg.

Nuvel det kunne måske gå an med en god pris og en rensning af de rigtigt dyre. Men hvorfor var der så underlige malerpletter i den ene side under motorhjelmen?

»Jo, det var voks fra poleringen,« lød det optimistisk fra den tyske bilhandler. Han gik dog til bekendelse efter en bemærkning om, hvorfor venstre dør bandt så mærkeligt.

»Jo, bilen har haft en skade på den ene side. Vejene er jo så smalle i Italien, så det kan jo nemt ske. Det er jo ikke en ny bil,« lød meldingen.

»Italien,« udbrød jeg, »har bilen kørt i Italien?«

»Ja,« svarede han, og smadrede dermed min sidste gnist af håb om at forlade Frankfurt og vende næsen mod Danmark i den på papiret perfekte, let brugte sportsvogn.

For det er en velkendt fordom, at italienerne ikke er helt så pertentlige med at lave service på biler som de regelrette tyskere – og så havde bilen oven i købet kørt i trafik­kaosset Rom – som om det gjorde det bedre.

Taxa-turen tilbage til Frankfurt og videre til lufthavnen var alt andet end behagelig. Men med disse dyrekøbte erfaringer rigere var jeg trods alt rede til endnu et forsøg på at udleve min drøm om på egen hånd at finde et velholdt eksemplar af den økonomisk opnåede drømmebil i verdens bedste billand, Tyskland.

Læren af oplevelsen i Frankfurt var, at man skal huske at få en kopi af en veludfyldt servicebog og bilens to registreringsattester, og man skal være helt sikker på, at bilen ikke har været skadet og er røgfri, før man tager afsted.

Alligevel gik det også galt anden gang, hvor 1.000 euro var ude at svømme.

Læs fortsættelsen her: Porschen skuffede trods minutiøs planlægning.