Jacob Risgaard om ny medejer: »At en drengerøv fra Nordjylland får Anders Holch på holdet, det er helt vildt«

Løven Jacob Risgaard er lykkelig over at have fået bestsellermilliardær Anders Holch Povlsen med på holdet. Holch Povlsen har overtaget 25 procent af virksomheden Coolshop – og han kunne have købt det for en krone, forklarer Jacob Risgaard.

»Jeg vil meget hellere eje en mindre del af noget kæmpe end en kæmpe del af en lort,« siger Jacob Risgaard, som er medejer og stifter af den nordjyske onlinekoncern Coolshop. Fold sammen
Læs mere
Foto: Benjamin Nørskov/Ritzau Scanpix

Coolshop er ikke til salg – medmindre en mand som Anders Holch Povlsen er interesseret. Det forklarede Jacob Risgaard, som især er kendt fra DR-programmet »Løvens Hule«, for tre år siden.

Nu har Bestseller-milliardæren så købt 25 procent af Coolshop.

»Det svarer jo til at få den allerbedste med på sit fodboldhold,« siger Jacob Risgaard, som stadig er medejer af Coolshop.

Da Jacob Risgaard vågnede i morges med tanken om, at Anders Holch Povlsen var blevet en del af holdet, kunne han næsten ikke forstå det.

»Bare følelsen for en drengerøv oppe fra Nordjylland af at få Anders Holch med på holdet – det er helt vildt,« siger han.

Er du starstruck?

»Ja. Er du sindssyg? Det er helt vildt. Første gang jeg skulle møde ham, havde de andre løver, som kendte ham, forklaret, at det vigtigste for Anders er, at du er dig selv, når du møder ham. Men det svarer jo til at sige til en, som skal ud på en line 200 meter oppe i luften, at de ikke må kigge ned. Det er næsten umuligt,« siger Jacob Risgaard.

Champions League

Coolshop blev stiftet for 19 år siden og er siden ekspanderet til Island, England, Tyskland og Holland.

Virksomheden er i Danmark kendt for internethandel, men har også aktiviteter inden for transport samt salg af legetøj i fysiske butikker.

Coolshop er under coronakrisen vokset med hidtil uset fart. Selskabet bag, Entertainment Trading ApS, kom ud af seneste regnskabsår med det højeste overskud nogensinde, 26,7 millioner kroner.

Det er investeringsselskabet Brightfolk, der overtager de 25 procent af virksomheden. Brightfolk hører under Heartland, der er Anders Holch Povlsens holdingselskab.

»Vi har måske spillet serie 3, og nu er vi pludselig så heldige, at vi er kommet til at spille i Champions League. Og så har vi simpelthen bare brug for at få nogle spillere, som kan spille op mod de andre spillere. Det er, hvad Heartland med Anders Holch i spidsen og Lise Kaae som direktør virkelig kan hjælpe os med,« siger Jacob Risgaard.

Coolshop vil investere yderligere i logistik, og virksomheden sigter efter flere markedsandele i Europa.

Bedst – ikke størst

Det gør på ingen måde ondt på nordjyden at skulle afgive en del af Coolshop.

»Vi bor i de huse, vi privat gerne vil bo i, og vi spiser den mad, vi godt kan lide. Vi kan nøjes med at lave forretninger med dem, vi synes er fede mennesker og kan bidrage med noget. Nu har Anders jo skrevet under, så nu kan jeg sige det. Han kunne have fået det for en krone,« siger han.

Coolshop har ambitioner om at blive den bedste internetbutik i Europa. Ikke den største, men den bedste.

»Ordet »størst« er altid så træls. Man er ikke nødvendigvis god, bare fordi man er størst. Vores eneste plads i markedet er at være bedre end alle de store internationale spillere,« understreger Jacob Risgaard.

Jacob Risgaard ejer Coolshop sammen med brødrene Mark og Mike Nielsen. De har alle været for langsomme til at følge med udviklingen, og det er gået ud over kundeoplevelsen, mener løven.

»Vi har vækstet så meget, at vi er en helt anden forretning, end vi var for bare 12 måneder siden. Vi sætter i næste uge spaden i jorden til nok den største bygning i Nordjylland. Vi tre drenge uden uddannelse oppe fra Nordjylland har været for længe om sådan nogle beslutninger,« siger Jacob Risgaard.

Nu glæder nordjyden sig bare til at få Heartland-folk ombord.

»Alle de mennesker, vi indtil videre har mødt fra Heartland-koncernen, de kører bare på bredbånd. Lise Kaae har jo siddet i bestyrelser, udover som direktør i Heartland, i multinationale koncerner. Hun kender alt til det med at lave en struktur i virksomheder med mange, mange tusinde ansatte,« siger han.

Den nye medejer af Coolshop, Anders Holch Povlsen, blev i januar af Bloomberg vurderet til at være nummer 240 på listen over de rigeste i verden. Han har en anslået formue på over 60 milliarder kroner. Han er i forvejen medejer af en lang række andre selskaber, heriblandt Nemlig.com, Asos, Zalando og Normal.