J. Lauritzen venter bedre resultat i 2018 - men ej tilfredsstillende

Flag for Rederiet J. Lauritzen A/S. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Bergmann

Rederiet J. Lauritzen venter resultatfremgang i 2018 efter en bedring i udsigterne for tørlastmarkedet og markedet for gasfartsselskaber. Men fremgangen ventes ikke tilstrækkelig stor til at sikre et tilfredsstillende resultat.

»Både tørlastmarkedet og markedet for mindre gasfartsselskaber forventes at drage fordel af den forventede stigning i den økonomiske aktivitet i 2018, samt af at udbudsvæksten forventes at blive ret begrænset i begge segmenter. Finansielt forventer vi, at resultatet for 2018 bliver bedre end i 2017, men ikke tilfredsstillende, «skriver J. Lauritzen i forbindelse med regnskabet for 2017.

Regnskabet for 2017 bød på et underskud på 45 mio. dollar mod et minus på 46 mio. dollar i 2016. Det var efter modsatrettede tendenser for tørlastmarkederne og markedet for mindre gastankskibe.

»Efter lavpunktet i 2016 forbedrede tørlastmarkederne sig i 2017, da stærkere end forventet vækst i efterspørgslen oversteg udbudsvæksten. Markedet for mindre gastankskibe blev forværret i løbet af året, da betydelige leveringer af store og mellemstore gastankskibe påvirkede markedsforholdene for vore mindre enheder negativt,« skriver rederiet.