Iværksættere satser på erotisk forlystelsespark i sambalandet

Brasilianske iværksættere vil score kassen med en erotisk forlystelsespark. Planen lader dog ikke til at være så lige til at gennemføre.

Foto: Iris: Modelfoto

En bar der serverer elskovseliksir. Radiobiler designet som kønsorganer. En 7D biograf med vibrerende sæder.

Det er bare noget af det, folk kan se frem til i den brasilianske forlystelsespark Erotikaland, som en gruppe iværksættere ifølge New York Times vil opføre i byen Piracicaba to timers kørsel fra storbyen Sâo Paulo.

Forretningsmanden, der leder projektet, Mauro Morata, søger lige nu en byggegrund, hvor parken kan opføres.

Men han er ikke på nogen nem opgave

Forlystelsesparken har nemlig skabt stor forargelse i Piracicabas byråd, hvor man mener, at den vil kunne få slette personer til at gæste byen. Byens ledende politikere forsøger derfor at blokere for projektet.

Til det har forretningsfolkene svaret, at der en del plussser ved projektet, blandt andet vil der komme omkring 250 nye job til byen - en relativ stor succes i et brasiliansk erhvervsliv, der er presset af økonomiske krise i landet.

Det brasilianske bruttonationalprodukt, BNP, skrumpede 3,8 procent i 2015, hvilket satte det tidligere vækstland i retning af den værste recession, siden landets myndigheder begyndte at føre officiel statistik med udviklingen for 25 år siden.

Det har været en cocktail af kollapsede investeringer, lavere råvarepriser og begrænset offentligt forbrug, der har sendt landet ud i en veritabel økonomisk deroute.

Ifølge Mauro Morata vil der oveni de økonomiske gevinster være en sund tilgang til erotik og sex i parken. Han fremhæver, at der vil være et museum, hvor man kan gå på opdagelse i sexualitetens historie, og at parkens ansatte vil opfordre til brug af kondom.

Samtidig har man forsikret, at der ikke må dyrkes sex inde i parken, og at parken vil komme til at ligge uden for bygrænsen.

»Det bliver ikke et sted for nonner, men det er jo ikke, fordi vi forsøger at genskabe Sodoma og Gomorra (bibelsk reference til synd red.). Hvis folk vil tage tingene videre, kan de tage hen på et nærliggende motel, som vi driver,« siger Mauro Morata til New York Times.

Entréprisen bliver på omkring 650 kroner, skriver avisen.