Hvorfor skulle der ikke også gå mode i, hvordan astronauter ser ud?

Den amerikanske rumfartsorganisation NASA har i alle tilfælde besluttet at koble luksusmodedesigneren Prada på til at beklæde astronauterne på den kommende Måne-mission i 2025.

De italienske modeskabere har fået til opgave at designe månedragterne sammen med det private selskab Axion Space, skriver BBC. I fællesskab skal de udvikle materialer og design, som beskytter astronauterne mod mulige miljøproblemer i rummet.

Artemis III-missionen bliver den første bemandede månelanding siden Apollo 17 i december 1972, og det bliver første gang, at en kvinde skal sætte foden på Månen.

De nye rumdragter bliver forbedrede udgaver af NASAs egne, som astronauter har anvendt på rumvandringer. De er designet til at være mere fleksible, yde bedre beskyttelse mod de barske omgivelser i rummet og rumme avancerede værktøjer, således at astronauterne kan foretage eksperimenter og udforske Månen med større lethed.

Ingen fest og farver

»Pradas tekniske ekspertise med råmaterialer, fremstillingsteknikker og innovativt design vil bidrage med avancerede teknologier, der ikke kun sikrer astronauternes komfort på Månens overflade, men også de meget nødvendige menneskelige faktorer, der mangler i rumdragterne,« siger Michael Suffredini, der er administrerende direktør for Axiom Space.

Professor Jeffrey Hoffman, som har været med på fem NASA-flyvninger og fire gange har været på rumvandring, siger til BBC, at Pradas betydelige erfaringer med forskellige former for materialer »faktisk kan betyde nogle reelle, tekniske bidrag til de ydre lag af den nye rumdragt«.

Han advarer dog mod at forestille sig, at rumdragterne får festlige farver eller mønstre.

»En rumdragt er i virkeligheden som et rumskib i miniformat. Den skal levere tryk, ilt og holde én på en rimelig temperatur,« siger den tidligere astronaut.

Axiom fremviste tidligere i år en ny rumdragt, som vejede 55 kilo, og som skulle passe bedre på en kvindelig astronaut.