Smilene har ellers altid været store, når den italienske premierminister, Giorgia Meloni, har mødtes med Elon Musk.
Men nu er forhandlingerne om en milliardstor aftale mellem Italien og techmilliardærens satellitudbyder, Starlink, imidlertid endt i dødvande.
Det erkender Italiens forsvarsminister, Guido Crosetto, over for den italienske avis la Repubblica, skriver Reuters.
Dødvandet skyldes delvist »udtalelser« om og af Elon Musk, siger Guido Crosetto. Han uddyber ikke, hvilke udtalelser der konkret er tale om.
Det var ellers lagt op til en aftale på 1,5 milliarder euro (11,2 milliarder kroner) om kommunikationstjenester til det italienske militær og øget dækning til beredskaberne.
Men Elon Musks rolle i den amerikanske regering har skabt stor modvind mod hans selskaber uden for USA.
Salget styrtdykker, og aktiekurserne rasler ned i elbilgiganten Tesla, som han er topchef for og storejer i, og i stadig flere lande vil man ud af samarbejdet med Starlink.
Oppositionen i Italien har været ude med kritik og argumenteret for, at en militær aftale – som den, der var forhandlinger om med Musk – ikke bør udbydes til en udenlandsk forretningsmand med et tæt forhold til Trump.
Forhandlinger med konkurrent
Udtalelsen fra den italienske forsvarsminister kommer, efter at det allerede tidligere på måneden kom frem, at den italienske regering var i forhandlinger om i stedet at indgå en aftale med Starlinks europæiske konkurrent Eutelsat.
Det blev allerede dengang beskrevet, at den italienske regering har fået kolde fødder over milliardaftalen med Starlink.
Den italienske premierminister har længe haft et godt forhold til Musk. Meloni var også en af ganske få europæiske ledere, der var inviteret til Trumps indsættelse i januar.
Men det var angiveligt Giorgia Meloni selv, der tidligere på måneden tog spørgsmålet om Starlink op på et ministermøde, hvor man drøftede alternativer til Musk selskab.
Guido Crosetto siger ifølge Reuters, at forhandlingerne om, hvem man vil lande en aftale hos, forhåbentlig kan begynde igen, når situationen er faldet til ro.
EU vil fri fra USA
EU som helhed ser også på, hvordan man får opbygget sit eget, nye satellitnet, som kan levere militære efterretninger, således at man kan vriste sig fri af afhængigheden af USA.
Det nye satellitnet skal kunne spore trusler som troppebevægelser og anvendes til at koordinere militære aktioner.
»Som følge af ændringerne i den geopolitiske situation overvejer Europa-Kommissionen at udvide sine satellitkapaciteter for at forbedre den geospatiale efterretningsstøtte til sikkerhed,« har forsvars- og rumkommissær Andrius Kubilius sagt til den britiske finansavis The Financial Times.
Eutelsat er den næststørste satellitudbyder efter Starlink, når det kommer til antallet af lavthængende kommunikationssatellitter. Eutelsat har – efter fusionen med den britiske konkurrent OneWeb – nærved 700 satellitter mod Starlinks 7.000.




