Italiensk flyselskabs redning bliver bremset af ansatte

Det skandaleramte italienske flyselskab Alitalia har sat direkte kurs mod konkurs. Flyselskabets ansatte har gjort oprør mod ledelsens redningsplan, der blandt andet ville resultere i lavere lønninger og fyringer.

Det skriver Financial Times.

 

For ti dage siden fremlagde Alitalias ledelse en redningsplan, der ville reducere selskabets omkostninger med 1 mia. euro over de næste tre år. Planen ville have kostet 2000 medarbejdere og en lønnedgang på 30 pct.

Mandag stemte flyselskabets 11.400 ansatte nej til forslaget.

»Det var en pinefuld og beslutsom afstemning mod selskabet, der indtil videre har gjort meget lidt for at øge sin formue,« siger en anonym talsperson fra den italienske fagbevægelse, der har været med til at fremlægge forslaget til afstemning, til Financial Times.

Oprøret kunne høres i Palazzo Chigi, regeringsbygningen i Rom, hvor landets premierminister, Paolo Gentiloni, mandag aften kaldte flere italienske ministre til et møde om flyselskabets fremtid.

Flere af de fremmødte ministre har tidligere afvist at redde selskabet med penge fra skattekisten, hvilket har formindsket Alitalias muligheder for overlevelse, medmindre flyselskabet foretager en omfattende strategisk uvending.

For tre år siden troede man, at selskabet havde fundet en løsning på sine økonomiske problemer, da Etihad fra de Forenede Arabiske Emirater fik en ejerandel på 49 pct. takket være massive investeringer.

Dog satte øget konkurrence fra andre lavprisselskaber og terrortrusler i Europa en stopper for væksten i selskabet.

/ritzau/FINANS