Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hawaiis sjettestørste ø har skiftet ejer. Den nye hedder Larry Ellison, manden med verdens næststørste lystyacht og blandt verdens rigeste.
Medstifteren af og topchefen for IT-giganten Oracle har købt 98 procent af øen Lanai, som han - ifølge Hawaiis guvernør, Neil Abercrombie - »har haft en langvarig interesse i«.
»Hans passion for naturen, og særligt havet, er velkendt, navnlig i forbindelse med sejlsportskonkurrencen America's Cup,« siger guvernøren.
Fra milliardær til milliardær
Lanai er 365 kvadratkilometer stor og har siden 1985 været ejet og udviklet af den i dag 89-årige milliardær David Murdocks Castle & Cooke. Det var på Lanai, at den flamboyante 67-årige Larry Ellison i 1994 blev gift med sin kone, Melinda.
Lanai har lidt over 75 km kyst, og man kommer til den fra naboøerne med helikopter eller små fly. Der er ingen lyskurve, og 93 procent af vejene er ikke asfalteret. Alligevel bor her fast 3.200 indbyggere, mens 26.000 turister kom forbi i årets første tre måneder.
Med i købet følger to hoteller, to golfbaner i den fine ende, klubhuse, 35.600 hektar jord, parker og meget mere.
Prisen er ukendt
Hvad Lanai har kostet, står hen i det uvisse, men »hundreder af millioner af dollars« er ifølge flere medier et godt bud.
David Murdock bliver boende på øen og bevarer også retten til at udvikle en vindmøllepark.
»Jeg er sikker på, at Larry Ellison vil tilføre et nyt og friskt perspektiv til øen og dens befolkning,« hedder det fra David Murdock.
Larry Ellison er verdens sjetterigeste og USAs trejderigeste mand og ejer af lystyachten Rising Sun. Han har gennem mange år sejlet med Oracle-båden i America's Cup.