IT Factorys kurator vraget

Stein Bagger erklæret personligt konkurs. IT Factorys kurator, Boris Frederiksen, vraget som kurator for Baggers personlige konkursbo.

Den tidligere direktør i IT Factory, Stein Bagger, vandt tirsdag en sejr i skifteretten. Godt nok blev han erklæret personligt konkurs, men han fik medhold i, hvem der i hvert fald ikke skal bestyre de værdier, der måtte være i konkursboet. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Kreditorerne i den bedragerisigtede Stein Baggers personlige konkursbo - der er stort set de samme, som har penge til gode i konkursboet efter IT Factory - havde bedt om, at advokat Boris Frederiksen blev indsat som bobestyrer, lige som han er det i IT-firmaet.

Men det lykkedes ikke. I stedet blev advokat Nete Weber udnævnt som kurator.

At Stein Bagger er blevet erklæret personlig konkurs betyder ikke ret meget i kroner og ører her og nu, da bagmandspolitiet allerede har beslaglagt en række af hans og IT Factorys værdier.

/ritzau/