IT-branchen får ny direktør

Brancheforeningen IT-branchen udpeger De Konservatives generalsekretær til ny direktør, efter at forgængeren, Jakob Lyngsø, pludselig døde tidligere på året.

Foto: IT-branchen.
Læs mere
Fold sammen
Det bliver en ung direktør, der fremover skal stå i spidsen for Brancheforeningen IT-branchen. Efter at have været uden direktør siden Jakob Lyngsøs død i marts i år, udpegede brancheforeningen i dag den kun 37-årige Morten Bangsgaard som ny direktør. Morten Bangsgaard kommer fra en stilling som generalsekretær for det Konservative Folkeparti, og tiltræder stillingen til november.

IT-Branchens formand, Lars Monrad-Gylling, betoner netop Morten Bangsgaards forståelse for det politiske spil som en af hans væsentlige kvaliteter.

Brancheforeningen IT-Branchen kæmper løbende for mere politisk bevågenhed, eksempelvist inden for området grøn IT - men også, hvad angår IT-uddannelserne og mange andre ting.

Morten Bangsgaard skal dog løfte en tung arv efter den forrige direktør, Jakob Lyngsø, der var en institution i IT-branchen. Han døde i marts og blev kun 61 år.