It-bøvl hos Skat tvinger bilforhandlere til at lege bank for staten: Bjarne Nielsen tvunget til at hoste op med 50 millioner

Da politikerne aftalte at beholde lave afgifter på grønne biler, var Skats it-systemer allerede sat op til en stor stigning og magter først ændringen til juni. Jo flere grønne biler der sælges, desto større udlæg tvinges forhandlerne til at lægge hos staten. For Bjarne Nielsen risikerer beløbet at overstige 50 millioner kroner.

Koncerndirektør i Nielsen Car Group, Bjarne Nielsen, sælger i øjeblikket mange af særligt Ford og Volvos plug-in-hybrider. I visse tilfælde skal han indbetale op mod 200.000 kroner mere i afgift til staten, end han opkræver hos kunden, fordi statens it-systemer endnu ikke er klar til at håndtere de nye afgifter aftalt i december af et politisk flertal. Penge, han først får i slutningen af året. Bo Amstrup

Hver gang Bjarne Nielsen og milliardkoncernen Nielsen Car Group sælger en Ford Kuga plug-in-hybrid – og det gør de tit – skal kunderne betale omtrent 20.000 kroner i registreringsafgift.

Men når bilforhandleren bagefter skal afregne registreringsafgift med Motorstyrelsen under Skatteforvaltningen, er tallene pludselig nogle helt andre. Her bliver Bjarne Nielsen opkrævet cirka 150.000 kroner for den samme Ford.