ISS-topchef: Brexit med til at øge usikkerhed i Europa

Det europæiske marked er præget underliggende af usikkerhed, der stammer dels fra den lave vækst i regionen, men som nu har fået tilført en portion brexit.

ISS' topchef, Jeff Gravenhorst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Selvom usikkerheden i ISS's europæiske forretning er blevet større efter brexit-afstemningen i Storbritannien er der intet at mærke på forretningen - endnu.

Det siger koncernchef i ISS Jeff Gravenhorst til Ritzau Finans om den vigtige del af forretningen, der udgør omkring 15 pct. af omsætningen.

»Helt generelt går det godt i UK, og vi har en god indtjening. Der er ikke noget i den nuværende performance, der viser nedgang i marekedet,« siger koncernchefen.

Han erkender dog at der er lidt "wait and see" underliggende i markedet, men fremhæver også, at ISS stadig vinder nye kontrakter.

»Der er endnu ikke noget der viser "fuld stop" eller "hold tilbage",« siger han

»Men snakken går om brexit, men hverken de eller vi ved, hvad der konkret kommer til at ske. Deraf den øgede usikkerhed,« siger koncernchefen.

Han understreger også, at ISS i UK har en bred forretning - med både offentlige, private instanser og mange kontrakter i finanssektoren.

ISS mærker effekten i form af svækket pund, der rammer indtjeningen, når resultatet i UK omregnes til danske kroner.

Samlet er vores omsætning i koncernen påvirket negativt med 3-4 pct. på omsætningen af valutaudvikling, understreger Jeff Gravenhorst.