ISS solgt for 44,3 milliarder kroner

Servicegigaten er blevet solgt til dansk-britiske G4S for 44,3 milliarder kroner

Jeff Gravenhorst, topchef i ISS, får efter handlen angiveligt en plads i G4S-bestyrelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lang tids spekulation er slut. Efter fejlslagne salgsforsøg og børsnoteringer er ISS langt om længe blevet solgt. Det er det danske-britisk sikkerhedsselskab G4S, der betaler 44,3 milliarder kroner for servicegiganten. Det nye samlede selskab skal børsnoteres i både Danmark og London.

”Kombinationen af ISS og G4S passer godt både industrielt og kulturelt. Sammen kan de øge deres eksponering i forhold til de betydningsfulde muligheder i vækstmarkeder og øge deres præstation i det voksende marked for Facility Services. Virksomhedskulturene komplementerer hinanden og den særdeles kompetente ledelse hos både G4S og ISS vil sammen skabe et stærkt og rutineret hold, der skal lede den samlede virksomhed,” siger Ole Andersen, bestyrelsesformand i ISS, i en pressemeddelelse.



ISS er eget af kapitalfonden EQT, der i 2005 trak selskabet af børsen. I 2007 forsøgte de eftersigende at sælge ISS til kapitalfonden Apax for et beløb på godt 50 milliarder kroner. Handlen blev dog droppet i sidste øjeblik, fordi kreditkrisen gjorde det umuligt for Apax at skaffe den nødvendige kapital.

I foråret af 2011 meddelte ISS, at koncernen arbejdede på en børsnotering i Danmark. Men den plan blev også droppet, eftersigende fordi gældskrisen i Sydeuropa og USA betød, at aktiemarkedet ikke var gunstigt. Men med dagens handel er års spekulation om ISS' fremtid hermed slut.

Betalingen bliver 50 procent i kontanter og resten i nye aktier i det nye selskab, der bliver verdens største inden for service og sikkerhed. Det nye selskab vil have samlet mere end en million ansatte i mere end 130 lande med en samlet omsætning på 135,6 milliarder kroner. Heraf kommer omkring 25 procent fra nye markeder.



“Siden ISS blev taget af børsen har vi succesfuldt udviklet og implementeret vores strategi og transformeret virksomheden til at være globalt førende inden for Facility Services. Vi har bygget leveringsplatformen gennem både opkøb og organisk vækst. Siden starten af 2005 har den organiske vækst ligget på 4 procent årligt, og vi har i dag annonceret 7 procent organisk vækst for tredje kvartal 2011. Sammen vil de to virksomheder kunne skabe en endnu stærkere platform for fremtiden,”siger ISS' adm. direktør Jeff Gravenhorst.

Det nye selskab vil blive ledet af G4S's topledelse, mens ISS' nuværende topchef Jeff Gravenhortst bliver europæisk chef for det nye kæmpeselskab. Dermed forlader endnu et stort dansk selskab Danmark, efter Danisco blev købt af amerikanske Dupont tidligere i år.

INFOshop: Rengøringsbranchen effektiviserer sig til god økonomi