ISS skuffer i fjerde kvartal

Servicegiganten ISS lander langt fra analytikernes estimater for selskabets nettoresultat for fjerde kvartal. Årsagen er primært en nedskrivning på 420 mio. kr. på selskabets hollandske forretning.

Foto: Thomas Lekfeldt. ISS blev for præcis et år siden børsnoteret. På billedet er det selskabets topchef Jeff Gravenhorst. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2014)
Læs mere
Fold sammen

Servicegiganten ISS leverer på dagen før selskabets 1 års fødselsdag som børsnoteret virksomhed et regnskab, hvor fjerde kvartal af 2014 skuffer med et nettoresultat på 124 mio. kr., hvor analytikere havde forventet 512 mio. kr. Årsagen er dog den, at ISS har nedskrevet omkring 420 mio. kr. på sin hollandske forretning.

Selskabets resultat før skat for hele året er derfor også skuffende læsning for aktionærerne. Analytikere, som Ritzau Finans på forhånd havde indsamlet estimater fra, havde ventet et resultat på 1,4 mia. kr. før skat, hvor ISS blot formåede at lande et resultat på godt 1 mia. kr.

Til gengæld er både omsætning og driftsresultatet tæt på det ventede. For hele 2014 landede ISS en omsætning på 74,1 mia. kr. mod 78,4 mia.kr. i 2013. Driftsresultat var på 3,99 mia. kr., mens resultatet året forinden var på 4,2 mia. kr.

For 2015 venter servicegiganten en organisk vækst på 2-4 pct., hvor den i 2014 var på 2,5 pct., hvilket var en anelse over det ventede.

»Vi har skabt robust organisk vækst, forbedret vores overskudsgrad og sikret en stærk cash conversion under vanskelige makroøkonomiske forhold,« siger selskabets topchef, Jeff Gravenhorst i forbindelse med regnskabet.

ISS skriver desuden i regnskabet, at selskabets vellykkede børsnotering for et år siden, har betydet, at selskabet både har kunnet indfri og refinansiere dyr gæld for i stedet at optage nye lån til markant lavere renter.

Aktionærerne kan se frem til et udbytte på 4,9 kr. pr. aktie.

ISS Q4 2014

I mio. kr.20142013Ændr.
i pct.
Omsætning74.10578.459-6%
Driftsresultat3.9904.215-5%
Nettoresultat1.014-397
Egenkapital12.9204.222206%
Antal ansatte522.258533.792-2%