ISS opjusterer sin økonomiske prognose

Servicekoncernen ISS har haft medvind i årets andet kvartal og overrasker positivt på både top- og bundlinje. Koncernen opjusterer samtidig sine forventninger til hele året.

ISS-topchef Jeff Gravenhorst leverede torsdag morgen et solidt regnskab, der over en bred kam overgik analytikernes forventninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

Servicegiganten ISS er braget ud af motorvejen i årets andet kvartal, da selskabets resultater over en bred kam er klart bedre, end analytikerne på forhånd havde regnet med. I årets andet kvartal landede ISS en omsætning på godt 20 milliarder kr. og et overskud på knap 480 mio. kr. Gennemsnittet af 11 ISS-analytikeres bud på servicegigantens indtjening lød på 457 mio. kr. Og dermed er bundlinjen i ISS knap fem pct. større end ventet.

 

ISS viser samtidig god form over hele den geografiske spilleplade og har tilsyneladende ikke mærket meget til usikkerhedsmomenterne i den globale økonomi. Selskabet har i perioden landet en række store kontrakter og har tilmed haft held med at fastholde eksisterende kunder.

»Vi har formået at øge vores organiske vækstrate og forbedre vores driftsmargin trods den makroøkonomiske ustabilitet. Vi har vundet nye IFS-kontrakter og opnået kontraktforlængelse med en række væsentlige kunder, herunder Danske Bank i Norden og Østeuropa, Huashan Hospital i Kina, fastholdelse af en hospitalskontrakt i Storbritannien i forbindelse med genudbud og en større kontrakt med DSB,« siger selskabets topchef, Jeff Gravenhorst i en kommentar til regnskabet.

ISS konverterer helt konkret det første halve års medvind til en opjustering af årets samlede resultat. Servicekoncernen forudså tidligere en organisk vækst på 2-4 pct. i 2015, men skruer nu næsen op efter en vækst på 3,5 til 4,5 pct.

Og dermed er der udsigt til, at ISS-aktien vil få en ganske god torsdag på fondsbørsen. Allerede fra morgenstunden stiger aktien med næsten 8 pct.

TV: ISS kan ikke få armene ned efter regnskab [nid:212698]