ISS-konkurrents nedjustering skaber usikkerhed om hele sektoren

Serviceselskabet ISS er i modvind i tirsdagens danske aktiehandel, hvor en stribe selskaber fra netop den sektor er i rødt.

ISS hovedkvarter i Søborg Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Forklaringen skal findes i en større nedjustering fra franske Sodexo torsdag, hvor det danske marked havde lukket. Her meldte franskmændene om problemer i den amerikanske forretning, hvilket udløste en lavere prognose for 2018.

Og det forplanter sig til hele sektoren - og dermed også ISS - selv om problemerne ifølge Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen i høj grad ser ud til at være fokuseret om primært Sodexo selv - og ikke sektoren som helhed.

»Der er en klar sammenhæng med dagens fald i servicesektoren generelt og ISS specifikt. Det trækker tråde til nedjusteringen fra Sodexo torsdag,« siger han til Ritzau Finans.

»Kigger man nærmere på meddelelsen, virker det dog mere selskabsspecifikt end sektorbestemt. Det er selskabsspecifikke udfordringer på enkelte markeder, der rammer Sodexo. Så det er formentlig ikke sådan, at ISS' regnskab for første kvartal vil være ramt af de samme problemer,« uddyber Søren Løntoft Hansen.

Generelt er der dog usikkerhed omkring indtjeningsevnen i servicesektoren, og derfor skaber det usikkerhed blandt investorerne, når et stort selskab som Sodexo pludseligt melder om vanskeligheder.

»Det rammer selskaber som ISS, hvor aktien også har været udfordret det seneste år. Investorerne kan godt blive nervøse, når et andet stort serviceselskab melder om lavere aktivitet end ventet,« siger Søren Løntoft Hansen.

AKTIERNE PÅVIRKER HINANDEN

Hos Alm. Brand Markets er analytiker Michael Friis Jørgensen enig i den betragtning. Han ser det som en helt naturlig reaktion, at Sodexo-aktien har været hårdt ramt i de seneste dages handel efter nedjusteringen.

Og det giver også meget god mening, at flere af de andre aktier i sektoren rammes af meldingerne, men problemerne hos det franske selskab kan ikke overføres direkte til ISS.

»Der er ingen tvivl om, at det er den nedjustering, der trækker ISS ned. De her selskaber handles meget tæt på multipler, så når det ene selskab falder, bliver det andet også gerne trukket med ned,« siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

»Kigger man ned i forklaringen, ligner det dog meget interne problemer. Sodexo har problemer med at nå egne effektiviseringsmål, og så har det ikke realiseret så mange nye kontrakter, som det har været ventet. Pipelinen er ikke blevet konverteret til reelle kontrakter, og det er bestemt ikke noget, man kan sige om ISS, der har vist sig ganske stærk på den front,« uddyber han.

SODEXO RAMT AF LAV AMERIKANSK AKTIVITET

For Sodexo blev nedjusteringen begrundet med en svag eksekvering i kontrakter med universiteter og inden for sundhedssektoren i USA, mens der har været et fald i nye kontrakter for det franske selskab.

Derudover trækker visse compliance-problemer også ned, oplyste selskabet torsdag.

Sodexo venter nu en omsætningsvækst i regnskabsåret 2017/2018 på 1-1,5 pct. mod den tidligere prognose om en fremgang på 2-4 pct.

I faste valutakurser har selskabet en langsigtet forventning om en vækst på 4-7 pct. Samtidig har Sodexo sænket forventningen til sin driftsmargin til 5,7 pct. fra 6,5 pct.

»Det er et absolut krisesignal i sådan en serviceaktie, når man piller næsten 1 pct.point af marginforventningerne. Det er derfor helt naturligt, at aktien bliver slagtet på det,« siger Michael Friis Jørgensen.

»Der har også været udfordringer med marginerne i ISS, så det kan skabe nervøsitet, men man skal som ISS-investor ikke være så bekymret for, at det også vil ramme resultaterne så meget her,« fortsætter han.

I første halvår af regnskabsåret, der udløb med udgangen af februar, faldt driftsoverskuddet i Sodexo med 15 pct. til 627 mio. euro.

Aktien i det franske selskab faldt torsdag 15,7 pct., og tirsdag fortsætter den ned med godt 5 pct., efter at flere finanshuse har skåret anbefalinger og kursmål oven på nedjusteringen.

Herhjemme falder ISS med 3,8 pct. til 215,20 kr. og placerer sig i bunden af C25-indekset, mens G4S i samme sektor falder med 3 pct. Compass Group falder i London 1 pct. efter et fald på 2 pct. torsdag, mens svenske Securitas falder med 1,8 pct.

/ritzau/FINANS