ISS-ejer: Den bedste løsning

Sikkerhedskoncernen G4Ss køb af ISS var den bedste løsning - og det for begge selskaber, siger kapitalfonden EQT.

I marts var ISS på vej på børserne, men kursuro fik ejerne til at droppe planerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN MCDERMID
Da sikringskoncernen G4S henvendte sig til ISS' ejere i sommer, og selskaberne efterfølgende fortsatte diskussionerne, blev det tydeligt, at det var den bedste løsning at lade det britisk-danske G4S overtage Facility Service koncernen ISS.

Det fortæller Johan Hähnel, der er global chef for kommunikation og PR-aktiviteter hos EQT, til Ritzau Finans.

Læs Jens Chr. Hansens blog: Med ISS-salget mister Danmark endnu et fyrtårn

Mens mange analytikere og andre eksperter formentlig er overraskede over, at det ikke endte med en børsnotering af ISS, der tilbage i marts udskød børsplanerne med henvisning til de nervøse finansmarkeder, er det for EQT ikke uventet, at et selskab som G4S kunne være interesseret i at købe ISS.

- Nej, egentlig ikke, for der er strategisk rationale i at gøre det her, siger Johan Hähnel til Ritzau Finans.

Han forklarer, at EQT fra første fløjt som medejer af ISS har været optaget af at udvikle ISS, og servicekoncernen har under EQT's medejerskab oplevet stærk organisk vækst.

- Al fokus har været på det. Siden viste interessen fra G4S sig, og efter måneders diskussioner kom vi frem til, at det var den bedst mulige løsning for begge selskaber, siger Johan Hähnel.

Inden ejerne af ISS udsatte børsnoteringsplanerne, var det indikerede udbudsinterval, som EQT på daværende tidspunkt fandt markedsmæssigt retvisende, på 100-135 kr. per aktie. Salgsprisen ligger i den øvre ende med 130 kr. per aktie.

- Det er helt klart, at børsnoteringsklimaet er blevet forværret yderligere af gældskrisen i Europa, men gældskrisen har i sig selv ikke påvirket EQT's beslutning, siger Johan Hähnel.

EQT bliver med salget af ISS medejer af G4S. Ifølge aftalen kan EQT ikke sælge aktier de første ni måneder. Hähnel pointerer i den forbindelse, at EQT vil agere ansvarsfuldt i forhold til, hvor længe selskabet fortsat vil være ejer i G4S.



INFOshop: Rengøringsbranchen effektiviserer sig til god økonomi