ISS' bestyrelse foreslår lønforhøjelse på trods af aktiedyk

Foto: Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

ISS' bestyrelsesformand, Lord Allen of Kensington, offentliggjorde onsdag, at ISS-bestyrelsen er klar til at give sig selv lønforhøjelse, til trods for at ISS-aktien er faldet over 20 pct. i løbet af det seneste år.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Forslaget om lønforhøjelse blev offentliggjort ved ISS' generalforsamling onsdag, hvor bestyrelsesformanden, Lord Allen of Kensington, offentliggjorde bestyrelsens forslag om en stigning i sit grundvederlag på 1,5 pct., svarende til en stigning til 426.000 kr. om året.

Begrundelsen for lønforhøjelsen er, at højere lønninger blandt andet skal hjælpe med at holde på og tiltrække de bedst mulige kandidater samt veje op for bestyrelsens øgede arbejdsbyrde. Samtidig imødekommer stigningen den generelle inflation i løbet af sidste år, siger Lord Allen of Kensington til Børsen.

Ved generalforsamlingen blev det også vedtaget, at bestyrelsesmedlemmerne skal have ret til lommepenge ved rejser i forbindelse med bestyrelsesarbejde. En vedtægt, der, ifølge Lord Allen of Kensington, skal løfte og fastholde bestyrelsesmedlemmernes engagement.

Forslaget om vedtægten kom efter et oplæg, hvor det blev konkluderet af ISS-bestyrelsen, at selskabet har vist fremgang på alle punkter i løbet af 2017.

/ritzau/FINANS