ISS-aktien tager største kursfald siden børsnoteringen

Foto: Søren Bidstrup

En nedjustering af forventningerne til 2017 har ramt ISS hårdt på børsen torsdag, hvor aktien tager det største fald siden servicekoncernens børsnotering i 2014.

Aktien falder 6,3 pct. til 244,50 kr. Det største fald inden da var 24. juni sidste år - dagen efter at briterne stemte ja til at forlade EU.

- Reaktionen er, at markedet er skuffet over nedjusteringen, selv om det lidt er en overreaktion, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

ISS har nedjusteret forventningerne til den organiske vækst, så selskabet nu regner med en stigning på 1,5-2,5 pct. mod tidligere 1,5-3,5 pct. Overskudsgraden, EBIT, forventes fortsat at blive højere end sidste år, hvor den lød på 5,77 pct.

Selve hovedtallene i regnskabet for andet var svagere end ventet, da omsætningen steg i kvartalet til 20,1 mia. kr. mod ventede 20,3 mia. kr., mens nettooverskuddet endte på 395 mio. kr. mod en ventet plus på 570 mio. kr.

- Det er et regnskab til den svage side, men når dagen er omme, giver regnskabet efter min mening ikke anledning til store, røde alarmklokker, siger Søren Løntoft Hansen, der er aktieanalytiker i Sydbank.

- I den periode, som ISS har været børsnoteret, har de vist, at deres forretningsmodel virker rigtig, rigtig godt. Vi ser, at kunderne og især store, globale virksomheder efterspørger virksomheder, der kan levere en samlet palet af serviceydelser, og det kan ISS gøre som nogle af de eneste i verden, siger han.

ISS begrunder nedjusteringen med, at det sidste år havde medvind fra en række store kontrakter, som ikke hjælper den organiske vækst i år.

I sidste års andet kvartal startede ISS en del store kontrakter blandt andet med det norske forsvar samt Novartis, og dette bliver ikke kompenseret af opstarten af en global meget stor kontrakt fra medicinalselskabet Shire.

- Derfor angiver vi et interval i vores forventninger, fordi der er usikkerhed i timingen af opstart/nedlukning af kontrakter, siger ISS' topchef, Jeff Gravenhorst.