Islandsk rente er rekordhøj

Centralbanken i Reykjavik fastholdt den rekordhøje rente på 13,75 procent på sit møde torsdag.

Den islandske centralbank valgte torsdag at fastholde den styrende rente på det rekordhøje niveau 13,75 procent, fordi der er udsigt til lavere vækst som følge af problemerne på de internationale finansielle markeder.

Det var ventet, at Sedlabanki, som centralbanken hedder, ikke ville dreje på renteskruen. Fem ud af syv økonomer, som nyhedsbureauet Bloomberg har spurgt, havde således gættet på et uændret rente.

Islands udenrigsgæld, der er fem gange større end landets økonomi, og betalingsbalanceunderskuddet, der er på over 20 procent af bruttonationalproduktet, betyder ifølge økonomer, at Island befinder sig i højrisikozonen i øjeblikket, hvor usikkerheden på de finansielle markeder er massiv.

»Den globale finansielle krise vil snart kunne mærkes i Island. Bankerne er meget tilbageholdende med at låne penge ud. Subprimekrisen vil have en betydelig kølende effekt« siger cheføkonom Asgeir Jonsson fra Kaupthing Bank til Bloomberg.

Den islandske centralbank har signaleret, at den ikke vil begynde at løsne på renteskruen før en gang i midten af næsten år. Den islandske økonomis uføre bekymrer både bankøkonomer og den islandske centralbank. Inflationen i det lille land med godt 300.000 indbyggere har således været på over det fastsatte mål på 2,5 procent hver evige eneste måned siden april 2004: Seneste opgørelse viser en inflation på 5,9 procent om året.