Islandsk bank slæber Storbritannien i retten

Kaupþing går til menneskerettighedsdomstolen, efter at den britiske regering brugte antiterrorlove til at indefryse bankens penge.

Kaupþing er i dag nationaliseret efter det islandske økonomikollaps. Foto: Bob Strong, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen
Den islandske bank Kaupþing sagsøger nu den britiske regering for at bruge antiterrorlove til at tvinge banken ud i en konkurs.

Kaupþing blev sammen med en række andre islandske banker nationaliseret, da Islands økonomi for få måneder siden brød totalt sammen.

Den islandske statsministers kontor oplyser, at Kaupþing med støtte fra regeringen vil gå til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg med sin sag. Banken mener, at briterne ved at indefryse indskuddene i bankens britiske filialer i begyndelsen af oktober var årsag til konkursen. Indefrysningen skete på det værst mulige tidspunkt og forhindrede banken i at kunne arbejde med de penge, som kunderne havde sat ind.

De britiske myndigheder og kommuner havde mere end ni milliarder kroner ude at svømme.

Allerede i oktober medførte beslutningen en diplomatisk krise mellem Storbritannien og Island.