Irmas nye butikskoncept er udviklet på CBS

Irmas salgsdirektør, Allan Kristoffersen, har udviklet Lille Irma igennem sit studie på CBS i København. Konceptets kerne er at involvere kunderne og dermed skabe tilhørsforhold og lokal forankring.

Foto: Linda Kastrup. Irma lancerer nyt koncept og åbner 20 nye butikker - den første på Østerbrogade. Her Irmas salgschef Allan Kristoffersen, som har udviklet konceptet.
Læs mere
Fold sammen

Irmas nye butikskoncept, Lille Irma, er blevet til på Chefakademiet på CBS i København, hvor Irmas salgsdirektør, Allan Kristoffersen, har studeret. Nu er teori imidlertid blevet til virkelighed, og salgsdirektøren har svært ved at skjule sin begejstring over butikken på Østerbro i København, som er den første Lille Irma-butik ud af i alt 20 planlagte.

Mens Allan Kristoffersen viser de særligt udvalgte varer til netop denne butik, fortæller han igen og igen om den dialog, han og resten af Irma-holdet har haft med de lokale kunder. Forankringen i lokalmiljøet skal være med til at skabe et tilhørsforhold og involvere kunderne. 16-20 kunder har været involveret i fokusgrupper, og Allan Kristoffersen har blandt andet hørt kunderne sige, at de ikke vil have en convenience-butik.

»Kunderne vil ikke have en ny 7-Eleven. De vil have et lille supermarked, hvor de kan købe ind til i dag og i morgen, og hvor der er lagt vægt på kvalitet i stedet for discount,« fortæller Allan Kristoffersen, som har været igennem både Kvickly og SuperBrugsen, inden han endte som salgschef for Irma. Her har han hovedansvaret for drift, etablering og udvikling af landets 83 Irma-butikker. Det er imidlertid første gang, at han udvikler en butik i så tæt samarbejde med kunderne.

»Det har været meget lærerigt, og det er noget, kunderne har taget rigtigt godt imod. De vil gerne møde os, tale med os og smage nogle af de nye varer,« siger Allan Kristoffersen.

Kunderne har blandt andet været med til at bestemme butikkens indretning, ligesom varesortimentet også er tilpasset kundernes ønsker.

Fremover bliver kunderne ugentligt inviteret til møde i Lille Irma, og de får også mulighed for at blive medlem af den lokale butik gennem medlemskab i Coop.

En af de kunder, der har været med i for­løbet med udviklingen af Lille Irma, er Jeanet Mørk, som bor på Østerbro.

»Det har været meget spændende. Jeg havde ikke forestillet mig, at de ville lytte så meget til os,« siger Jeanet Mørk, som mener, at der er større sandsynlighed for, at hun fremover køber ind i Lille Irma, nu hvor hun selv er involveret.

Når der i dag, fredag, holdes reception i Lille Irmas første butik på Østerbro, vil de 50 bedste Irma-kunder målt på antal handler blive inviteret.

»Det her skal være kundernes butik, og vi håber, at lokalmiljøet vil tage godt imod det,« siger Allan Kristoffersen.