Irland nægter at tage imod 100 milliarder i ekstra skat fra Apple

Skattesmæk på 100 milliarder kroner er uberettiget, siger finansministeren.

Foto: PAUL FAITH. »Tag skattepengene,« lød teksten på skiltene, da demonstranter i september i Dublin lagde pres på den irske regering oven på EUs efterskattesmæk til Apple på nærved 100 milliarder kroner. Men den irske regering nægter at tage imod det enorme beløb. Arkivfoto: Paul Faith, AFP/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Irland nægter at ville tage imod de næsten 100 milliarder kroner, som den amerikanske iPhone-producent Apple ellers er blevet pålagt at betale i efterskat.

Det siger den irske finansminister, Paschal Donohoe, i et interview med det tyske dagblad Frankfurter Allgemeine.

»Vi er ikke den globale skatteopkræver for alle andre,« siger finansministeren med henvisning til det kæmpe skattesmæk, som EUs danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager i august 2016 gav Apple.

Apple betalte 0,005 procent i skat

Årsagen er en gunstig aftale, som Apple indgik med Irland i forbindelse med, at Apples europæiske hovedsæde blev lagt på den grønne ø, hvis erhvervsskat i forvejen er mindre end i andre EU-lande. Derfor har masser af internationale virksomheder valgt at have deres europæiske hovedsæde i Irland.

Margrethe Vestager pålagde Apple at efterbetale 13 milliarder euro eller 96,7 milliarder kroner plus renter i skat, fordi skatteaftalen i realiteten betød, at Apple kun skulle »betale en effektiv selskabsskat på en procent af sit europæiske overskud i 2003 og helt ned til 0,005 procent i 2014«, som konkurrencekommissæren udtrykte det. Hun understregede samtidig, at der ikke er tale om en bøde men om »ubetalte skatter, som skal betales«.

Finansminister Paschal Donahoe siger i interviewet, at skattereglerne, som Apple har nydt godt af, ikke er skræddersyet til Apple men kan bruges af alle. Han understreger også, at de ikke er en overtrædelse af hverken europæisk eller irsk lovgivning.

Større end det irske sundhedsbudget

De mange penge, som udgør et større beløb end de 12,9 milliarder euro, som Irland årligt bruger på sit sundhedssystem, og som næsten svarer til en tredjedel af Irlands samlede skatteindtægt i 2015 på 45,6 milliarder euro, er blevet sat ind på en spærret konto.

Både Apple og den irske regering har indbragt Margrethe Vestagers skattesmæk for EU-Domstolen i Luxembourg.

Apple har klaget over, at EU-afgørelsen har tilsidesat Apples grundlæggende rettigheder om en fair og upartisk behandling.