iPhone til Europa i september

Vi har hele tiden vidst den kom, men bare ikke hvornår. Nu har Apple løftet lidt af sløret for, hvornår iPhone kommer til Europa.

Foto: Gabriel Bouys
Allerede da Apple-boss Steve Jobs tilbage i januar præsenterede iPhone, blev det oplyst, at iPhone også ville komme til Europa. En præcis dato blev dog ikke nævnt. Det eneste der blev oplyst var, at den ville komme engang i slutningen af 2007.

Nu har Apple dog løftet noget af sløret for, hvor længe vi i Europa endnu må vente. På en pressekonference har de nemlig oplyst, at den vil komme i nogle få større lande i Europa i løbet af fjerde kvartal af Apples regnskabsår. Apple regnskabsår løber til og med september, hvorfor vi altså nok skal regne med at se de første europæiske iPhone-modeller til den tid.

Danmark er dog næppe et af disse få større europæiske lande, der først får fingre i Apples nye lækre mobil. Der vil derimod nok desværre gå op til yderligere et par måneder, før den lander herhjemme.