iPhone-glas revner - og eksploderer

To unge franskmænd har oplevet, at glasset på deres Iphones er revnet - og i den eneste tilfælde eksploderede telefonen. Også flere iPods har lidt samme skæbne.

Foto: Justin Sullivan/AFP
PARIS: En 18-årig franskmand fra Aix-en-Provence fik sig angiveligt en vældig overraskelse, da han lånte sin kærestes to måneder gamle iPhone. Pludselig begyndte apparatet at knitre, hvorefter glasset revnede og sendte en kaskede af bittesmå glasstumper i flere retninger, herunder ind i hans øje.

"Min søn var skræmt, men han mistede ikke et øje," fortæller drengens mor til nyhedsbureauet AFP.

Efter avisen La Provence berettede om affæren forleden, har en 29-årig mand henvendt sig til regionalavisen og berettet om et lignende sammenbrud i sin iPhone, der dog tilsyneladende ikke endte med en egentlig eksplosion.

Specialister mener, at et overophedet batteri kan have fået glasset til at revne, men i begge tilfælde har Apples kundeservice prompte afvist en fabrikationsfejl i telefonen, som der er solgt omkring en million af i Frankrig.

Den 18-årige har nu valgt at indgive en officiel klage.

Ifølge AFP er det første gang, der er rapporteret et tilfælde med eksploderende iPhones, mens der dog tidligere har været flere sager med hidsige iPods. 11-årige Ellie Stanborough fra Liverpool i England fik sig således et chok, da hendes iPod Touch angiveligt begyndte at sprutte og udsende dampe, inden en eksplosion sendte apparatet flere meter i vejret. Også i Japan har myndighederne forsøgt at komme til bunds i, hvorfor en iPod Nano begyndte at spytte gnister under en opladning.

Den amerikanske tv-station KIRO berettede i juli, at et "alarmerende højt" antal iPods pludselig er gået op i røg og brand med både material- og personskader til følge. Ifølge KIRO har Apples advokater forsøgt at bremse offentliggørelsen af en flere hundrede lang rapport fra en californisk forbrugersikkerhedskommission, der angiveligt beskriver 15 hændelser, hvor iPhones eller iPods har antændt sig selv.