iPad-salget bliver presset op til jul

Tavlecomputerne fra Apple og konkurrenterne rammes, fordi folk sparer eller vælger en mobiltelefon eller en bærbar computer i stedet.

Tavlecomputerne er en mellemting mellem en bærbar computer og en avanceret mobiltelefon. Her er canadiske RIMs bud på begge dele - til venstre den nye PlayBook-tavle-PC, til højre en klassisk Blackberry-telefon. Arkivfoto: Aly Song, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Apple får problemer med at nå de høje salgstal, som man forventede på sin iPad-tavlecomputer, og heller ikke de øvrige nytilkomster på markedet skal forvente at sælge helt så meget.

Forbrugerne er nemlig begyndt at skære ned på investeringerne i ny teknologi, eller også vælger de en ny avanceret mobiltelefon eller en ny bærbar computer i stedet.

Kun fem millioner iPad-computere til jul

Det viser tal fra analysefirmaet Rodman & Renshaw LLC, skriver nyhedsbureauet Bloomberg. Apple, som i seneste kvartal solgte 4,19 millioner iPad-computere, kan derfor få problemer med at nå de seks millioner i den vigtige julemåned. Faktisk regner analytikere med, at Apple »kun« får solgt fem millioner af sin armholdte computer.

Apple har hidtil haft markedet for sig selv, men nu strømmer konkurrenternes bud på tavlecomputere frem. Sydkoreanske Samsung har lanceret sin Galaxy Tab, hvis skærm er syv tommer stor, noget mindre end iPad-skærmen men passende til en inderlomme. Ifølge analytiker Ashok Kumar skærer Samsung sin planlagte produktion af Galaxy Tab ned med omkring 50 procent på baggrund af dårlige salgstal.

Midt mellem en computer og en mobiltelefon

Tavlecomputerne lægger sig midt mellem en traditionel bærbar computer og en avanceret mobiltelefon - dog kan f.eks. iPad ikke bruges som telefon.

»Det er et produkt, som er rart at have for dem af os, der ikke har pengene, men er det virkelig et produkt, som man skal have? Det mener jeg ikke,« siger Ashok Kumar til Bloomberg.

Tavlecomputerne kan nemlig løse en masse praktiske, daglige gøremål men kan ikke afløse en egentlig bærbar computer og er også uegnet til større arbejdsopgaver. Til gengæld kan de fint klare korrespondance, gå på nettet, bruges som musik- og filmafspiller og er særdeles velegnede til at læse e-bøger på.

Næsten 55 millioner i 2011

Salget af tavlecomputere ventes næste år at nå 54,8 millioner styk, og det vil navnlig gå ud over de klassiske e-bogslæsere og forskellige spilleudstyr, mener analysefirmaet Gartner.