Investorer sender VW op efter håb om forlig i USA

Den tyske bilproducent Volkswagen stryger frem på aktiemarkedet, efter at selskabet tirsdag aften udtalte, at det ikke forventer, at en retssag i USA bliver nødvendig.

Arkivfoto: Nypoleret Volkswagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOCHEN LUEBKE

Ifølge Bloomberg News vurderer bilproducenten ikke, at det kommer til en retssag, når først Volkswagen torsdag har informeret en dommer om løsningsforslagene til at håndtere de 600.000 dieselbiler, der blev berørt af diesel-skandalen.

Distriktsdommer i San Francisco Charles Breyer, der forestår sagerne mod Volkswagen, har tidligere indikeret, at det kunne blive nødvendigt med en retssag i løbet af sommeren, hvis bilproducenten ikke drastisk reducerer forureningen fra køretøjerne eller fjerner de ramte biler fra vejene.

Deadline for Volkswagens plan til at løse problemet er fastsat til torsdag den 21. april, skriver Bloomberg.

Dieselskandalen udsprang sidste år, da det kom frem, at den tyske bilproducent har indrettet millioner af dieselbilers software på en måde, så bilerne under test fremstår mere miljøvenlige, end de er. Det har betydet, at flere millioner biler er blevet tilbagekaldt i Europa og USA.

Forventningerne om et forlig i USA får investorerne til at sende VW-aktien op med 4,4 pct. til 134,30 euro onsdag ved middagstid.