Investorer bakker op om kapitalfond på trods af salgstørke

Kapitalfonden Catacap har formået at rejse milliarder til en ny fond på, trods af at fonden ikke har solgt ét eneste af sine nuværende porteføljeselskaber.

Det skriver Dagbladet Børsen.

På trods af at Catacap de seneste år har opkøbt aggressivt, og på trods af at der ikke er solgt et eneste porteføljeselskab endnu, har kapitalfonden formået at hente 1,2 mia. kr. til selskabets Fond II.

»Både investorer og den undrende omverden venter på at se, at vi kan lave en succesfuld exit. Men vi er lykkedes med at hente 1,2 mia. kr. i første omgang til vores Fond II, og vi regner med at løfte dette beløb betydeligt i den afsluttende runde,« siger Vilhelm Hahn-Petersen, der er stiftende partner i Catacap, til Børsen.

Ekspert i kapitalfonde ved CBS, Robert Spliid, mener, at tilliden til Catacap må skyldes tidligere gode resultater og erfaringer med folkene i kapitalfonden.

Danica Pension, der er blandt de største investorer i Catacap, er én af de investorer, der igen skyder penge i kapitalfonden. Det er på trods af, at Danica Pensions investeringsdirektør, Jesper Langmack, kalder nogle af Catacaps investeringer for decideret "dårlige".

»Det har også været en del af vores overvejelser, at Catacap har lavet nogle fejl. Men fonden har lært af det og er kommet godt efter og har leveret et pænt tocifret, urealiseret afkast,« siger Jesper Langmack til Dagbladet Børsen.

/ritzau/FINANS