Investeringsøkonom: Stor vækst kan forklare firdobling af Netcompanys værdi

It-selskabet Netcompany er på vej til at blive børsnoteret, og på baggrund af udbudskurserne står selskabet til at få en værdi på 6,75-8,25 mia. kr.

Foto: Linda Kastrup.
Læs mere
Fold sammen

Dermed kan der blive tale om en firdobling af værdien siden årsskiftet mellem 2015-2016, hvor lidt over halvdelen af aktierne i Netcompany blev solgt til kapitalfonden FSN til en pris, der værdisatte hele it-virksomheden til omkring 2 mia. kr.

Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, kan væksten og indtjeningsudviklingen siden da forklare en stor del af den højere værdisætning.

I perioden har der således været tale om en tredobling af omsætningen og lidt mindre end en tredobling af indtjeningen, estimerer Nordnet-økonomen.

- En tredobling af pris og værdi kan således blandt andet forklares ved væksten i Netcompany, skriver han.

Samtidig påpeger Per Hansen, at "prisen på et børsnoteret selskab er væsentlig højere end prisen for et unoteret selskab. Denne udvikling forklarer i hovedsagen resten af den meget positive værdiudvikling".

Ifølge virksomhedens børsprospekt vil der blive solgt op til 23 mio. aktier i forbindelse med børsnoteringen til 135-165 kr. per aktie.

Der vil blive mulighed for at købe aktier fra 23. maj til 6. juni, og selskabet forventes at have første handelsdag på fondsbørsen 7. juni.

/ritzau/FINANS