Investeringsfond opkøber ejerandel i Scandlines

Investeringsvirksomheden 3i har indgået en aftale med Allianz Capital Partners (ACP) om at erhverve dennes ejerandel i Scandlines.

Foto: BJARKE ØRSTED

3i og fonde administreret af 3i bliver dermed majoritetsaktionærer.

Det oplyser 3i tirsdag i en pressemeddelelse.

3i og fonde administreret af 3i investerer 165 mio. euro i forbindelse med erhvervelsen af ACP's ejerandel på 49 pct. i Scandlines, oplyses det. Transaktionen forventes gennemført inden årets udgang.

- Som led i 3is erhvervelse af ACP's ejerandel har Scandlines refinansieret sine eksisterende lån i en ny samlet låneaftale på 875 mio. euro. Udbuddet af Scandlines' gæld er blevet positivt modtaget i kapitalmarkedet, hvilket skaber et stærkt udgangspunkt for Scandlines' fremtidige strategiske retning, lyder det i pressemeddelelsen.

3i og ACP blev aktionærer i Scandlines i juni 2007, da de hver især erhvervede 40 pct. af aktierne. Efterfølgende erhvervede de Deutsche Seereedereis ejerandel på 20 pct. i 2010.