Internetbutikker vil have endnu lavere Dankort-gebyrer

Foreningen for Dansk Internethandel er tilfredse med en afgørelse, som gør det billigere at bruge Dankort på nettet. De ser dog gerne priserne komme endnu længere ned.

Betalingsvirksomheden Nets må højst opkræve i gennemsnit 1,20 kroner fra butikken, hver gang en dansker handler på nettet. Det blev afgjort i dag til internetbutikkernes store tilfredshed.

Men branchen vil have gebyrerne endnu længere ned.

"I takt med at internethandlen stiger, skal gebyret helt klart længere ned," siger Annette Falberg, administrerende direktør i Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH.

Hun vil allerede efter nytår gå i dialog med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for at få gebyrerne yderligere nedsat, når den nuværende aftale udløber ved udgangen af næste år.

I FDIH er man dog "meget tilfredse" med dagens afgørelse fra Konkurrenceankenævnet. Nets blev allerede i juni påbudt at sætte gebyret ned, men nu har man altså endeligt sikret sig en permanent nedsættelse på cirka en tredjedel af den oprindelige pris.

Ifølge Annette Falberg er afgørelsen også godt nyt for en del af forbrugerne. For omkring en femtedel af e-butikkerne sender i dag gebyret videre til kunden, og de pågældende kunder kan nu fortsætte med at betale det lavere gebyr, som Nets blev pålagt i sommers.

Det drejer sig ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om mellem 30 og 50 millioner kroner årligt, som Nets går glip af på grund af de lavere gebyrer.

Afgørelsen vil kun komme til at ramme en lille del af omsætningen for betalingsgiganten, som ud over Dankortet også står bag Betalingsservice og NemID. Hos Nets er man dog langt fra enig i vurderingen af, at gebyret var for højt, og man vil nu indbringe sagen for domstolene.