Internet Explorer mister terræn

For første gang er Microsofts markedsandel på under 70 procent, mens nærmeste konkurrent Firefox bruges til at vise hver femte netside.

Hver femte Internet-side vises nu gennem Firefox. Foto: Colourbox
Læs mere
Fold sammen
IT-giganten Microsoft bliver mere og mere afhængig af at få succes med den kommende udgave af sin Internet Explorer. For første gang nogensinde sker hver femte visning af en netside gennem konkurrenten Firefox.

Analysebureauet Netapplications har for første gang i november målt en markedsandel på over 20 procent for Firefox, der kom frem for blot to år siden. Samtidig er Internet Explorers andel dykket til under 70 procent, mere præcis 69,77 procent.

Og det fortsætter nedad i december, hvor Internet Explorers markedsandel er på 68,2 procent - hele 10,4 procent mindre end året før. Samtidig voksede Firefox i december til 21,3 procent.

Overhalet med nye funktioner

Microsoft kom bagud, fordi version 7 af Internet Explorer ikke var klar i tide. Mange anvender fortsat version 6, der fulgte med deres Windows, men som er fra august 2001. I mellemtiden udviklede konkurrenterne deres programmer i lyntempo med alskens nye funktioner, hvor brugen af faneblade i stedet for konstant flere vinduer nok var den mest synlige.

Microsoft kom efter det med version 7 af Internet Explorer, som kom i oktober 2006, men da havde mange fået øjnene op for især Firefox' renere design og flere funktioner. Samtidig har EUs hårde kamp mod Microsoft næppe bidraget til at gøre det nemmere for IT-giganten, som for mange år siden fejede den daværende Internet-konge, Netscape, af banen ved netop at gøre Internet Explorer til en integreret del af enhver Windows-installation.

Apple på tredjepladsen

Apples Safari-program har en andel på 7,93 procent af alle viste sider i december. Safari er standardprogram på Apples mobiltelefon, iPhone. Fjerdemest brugt er Googles Chrome (1,04 procent), som ikke længere er en såkaldt betaudgave, med norske Opera (0,71 procent) på femtepladsen.

Læs mere
Netapplications opgørelse over brug af Internet-programmer, februar-december 2008