Internationale analytikere griller Vestas over forventninger

De international analytikere fokuserer stort set alle på Vestas' forventninger til 2015. Det er kun naturligt, siger Vestas' topchef, Anders Runevad.

Foto: Liselotte Sabroe.
Læs mere
Fold sammen

Vestas præsenterede i dag årsregnskab, der i øvrigt var mere end godkendt, men selskabets forventninger til 2015 skuffede markedet fælt, og selskabets minimumsforventninger ligger også under 2014-resultatet.

Pressen har allerede undret sig over Vestas' udmelding om sine forventninger til 2015, og de internationale analytikere var tydeligvis i samme både under investor-telekonferencen efter offentliggørelsen af årsregnskabet.

»Nogle af spørgsmålene er blevet stillet før, men jeg er bange for, at jeg må stille dem igen: Er en omsætning på 6,5 milliarder euro jeres bedste estimat? Det er fair at antage, at det amerikanske marked vil stige betragteligt i 2015, ser I udfordringer i nogle europæiske lande?« spurgte Shai Hill fra Macquarie UK, inden han fortsatte: »Er der nogle pris eller udgiftsproblemer, der er dukket op for nyligt, som gør, at I tror, at EBIT-margin bliver lavere i 2015 end i 2014?«

Kort tid efter kom Sean Mcloughlin fra HSBC på, og han fokuserede også på Vestas guidance:

»Det bygger på de seneste par spørgsmål, men hvor sikre kan vi være på, at I ser omtjeningsvækst i 2015?« sagde analytikeren.

Endeligt blev Pinaki Das, der er analytiker hos Bank of America stillet igennen, og hans spørgsmål relaterede sig også til Vestas' fremtidsplaner:

»Mit sprøgsmål er om forventningerne, for markedet reagerer tydeligvis ikke på dem. Er der noget som helst I kan give os, som vil give markedet tro på, at 2015 vil blive et fornuftigt år?«

Vestas top-duo, svenskerne Anders Runevad og Marika Fredriksson, svarede på alle spørgsmålene med de samme svar: Det er minimumsforventninger, vi er tidligt på året, det er vores bedste estimat.

Efter konferencekaldet talte Berlingske Business med administrerende direktør i Vestas, Anders Runevad, og han var ikke overrasket over, at spørgsmålene relaterede sig til selskabets forventninger:

»Vi forbereder altid spørgsmål og svar til alle vinkler på årsregnskabet. Og vi havde helt sikkert også forberedt os på spørgsmål om vores forventninger. Når man starter på et nyt år, er det kun naturligt, at der er meget interesse for, hvordan vi ser fremtiden. Jeg forstår godt, at analytikerne vil have klarhed om, hvordan vi ser Vestas udvikle sig, og det er kun naturligt,« sagde Runevad.